Man kommer sjældent særlig langt ved at ringe på i den lokale naziborg og spørge pænt, hvis man vil vide, hvad de højreekstreme virkelig taler om, når de er helt sig selv.
I stedet byggede den svenske journalist My Vingren en fiktiv familie fra bunden og lod dem optræde på Instagram og Facebook.
De postede om svensk hygge og hverdagsliv, mens profilen stille og roligt forbandt sig med stadig mere ekstreme typer.
Med tiden lykkedes det den fiktive profil at blive inviteret indenfor i de ellers hermetisk lukkede digitale rum, hvor yderligtgående typer taler helt frit fra leveren.
My Vingren spiller en hovedrolle i den helt nye dokumentar ”Hacking Hate”, der er instrueret af Simon Klose.
Han hyldede i sin tid internettet og dets potentiale for at skabe digital frihed, sprede viden og udfordre magthavere.
Men i dag opfatter han i stigende grad selvsamme internet som en maskine, der belønner had med rækkevidde, følgere og opmærksomhed.
Filmen følger Vingrens digitale undercovermission, som bringer hende ind i lukkede Telegram-grupper, gennem labyrinter af memes, misinformation og radikaliserende fællesskaber.
Gennem sit projekt dokumenterer hun, hvordan højreekstreme netværk bruger almindelige interesser som for eksempel fitness og mad som døråbnere til at få en bredere kontaktflade og sprede mere ekstremt indhold.
Samtidig undersøger filmen techgiganternes rolle i at sprede og forstærke den digitale hadretorik – med særlig fokus på YouTube, Facebook og X.
”Hacking Hate” er ikke kun et portræt af højreekstrem onlineaktivisme, men også en skarp kritik af de sociale mediers strukturer og algoritmer, der favoriserer konflikt og følelsesmæssigt engagement – uanset konsekvenserne.
Dokumentaren vises lige nu – og flere steder i landet – som del af CPH:DOX, og du kan se spilletider lige her.