Artikel top billede

(Foto: Dan jensen)

Blandt de største leverandører af konsulenter til den amerikanske stat: Nu rammes Accenture hårdt af Trumps spare-planer

Accenture kan mærke, at Donald Trump ønsker at skære ned på statens forbrug af konsulenter.

Det store konsulenthus Accenture bliver ramt af den amerikanske præsident Donald Trumps ønske om at skære ned på det offentlige forbrug af konsulenthuse.

Derfor ser Accenture ind i en hårdere økonomisk tid end ventet.

Opgaver for den føderale stat i USA udgør nemlig otte procent af konsulenthusets globale omsætning og 16 procent af omsætningen i USA.

"Som I ved, har den nye administration et klart mål om at drive den føderale regering mere effektivt," siger Accentures topchef, Julie Sweet, i forbindelse med selskabets seneste kvartalsregnskab ifølge CRN og fortsætter:

"I denne proces er mange nye indkøbsaktiviteter blevet forsinket, hvilket påvirker vores salg og indtægter negativt. Derudover har General Services Administration for nylig instrueret alle føderale agenturer i at gennemgå deres kontrakter med de 10 højest betalte konsulentfirmaer, der arbejder for den amerikanske regering, herunder Accenture Federal Services. "

"GSA’s (General Services Administration) retningslinjer sigter mod at opsige kontrakter, som de relevante føderale agenturer ikke vurderer som kritiske for deres mission. Selvom vi fortsat mener, at vores arbejde for føderale kunder er mission-kritisk, forventer vi en vedvarende usikkerhed, efterhånden som regeringens prioriteter udvikler sig, og disse vurderinger finder sted."

Accentures aktie er den seneste måned faldet med 16 procent.

Ifølge The Wall Street Journal har myndigheden General Services Administration siden Trumps tiltrædelse har annulleret omkring 1.700 konsulentkontrakter på tværs af forskellige føderale myndigheder.

Dog ser Julie Sweet også muligheder ved den nye linje fra den amerikanske regering.

"Baseret på vores betydelige erfaring med både føderale og kommercielle kunder ser vi store muligheder på sigt for at hjælpe med at konsolidere, modernisere og genopfinde den føderale regering for at opnå et helt nyt niveau af effektivitet," siger hun til mediet.

Der er på nuværende tidspunkt ingen konkrete justeringer af selskabets guidance for hele året.



White paper
Tidsbegrænset kampagne: Overvejer du at udskifte eller tilføje printere i din forretning? Vi kan tilbyde én eller flere maskiner gratis