Amazon arbejder i øjeblikket på en ny AI-model, der vil være i stand til at ræsonnere på en måde, som eksempelvis OpenAI’s o3-mini og den kinesiske DeepSeek R1.
Det skriver mediet Business Insider, der ligeledes oplyser, at modellen ventes bliver klar til lancering allerede i juni 2025.
Den nye AI-model fra Amazon vil, skriver mediet, sandsynligvis blive en del af Nova-produktparaplyen, der indeholder flere forskellige AI-modeller.
Gør brug af trinvise overvejelser
De ræsonnerende modeller bruger en mere trinsvis tilgang, når de forsøger at levere et svar til brugeren, og undervejs kan brugeren som regel følge de overvejelser, modellen gør sig, direkte i prompen.
Ifølge Business Insider vil Amazon anvende en såkaldt hybrid-ræsonneringsarkitektur, der minder om den, den amerikanske virksomhed Anthropic – som Amazon er en af de store investorer i – bruger i modellen Claude 3.7 Sonnet.
Det skabte stor opmærksomhed, da kinesiske DeepSeek lancerede sin R1-model og hævdede, at den var udviklet for en brøkdel af de omkostninger, der var gået til at udvikle de vestlige modeller.
Ifølge Business Insider ventes det, at Amazon ligeledes har været i stand til at udvikle den nye Nova-model mere omkostningseffektivt end mange af de konkurrerende modeller, hvilket vil tillade en mere aggressiv prissætning.