Heisann, venner.
Det er i dag tirsdag 7. januar, og her kommer Computerworlds morgenbriefing.
Udenfor rusker januar-mørket stadigvæk, og denne morgen er det igen Jacob Wittorff, der med kaffe på kanden og i ly for stormen Floriane har sammensat dagens første nyhedsopdatering.
Advarer mod sårbarhed i Google Kalender
Der er grund til at være på vagt, hvis du bruger Google Kalender.
For ifølge sikkerhedsfirmaet Check Point er der i øjeblikket en bølge af phishing-angreb i gang, der omgår sikkerheden i Google Kalender.
På overfladen fremstår phishing-angrebene som helt almindelige kalenderinvitationer, men i virkeligheden er der tale om svindel, hvor formålet er at stjæle data via links til ondsindede hjemmesider, der ligner Google-formularer.
Her bliver brugerne bedt om at indtaste betalingsoplysninger og login-oplysninger, der efterfølgende bliver brugt til svindel.
“Det særligt farlige ved denne phishing-kampagne er, at den udnytter tilliden til Googles tjenester. Angrebene bliver desuden endnu mere sofistikerede i takt med, at de cyberkriminelle anvender kunstig intelligens til at skabe overbevisende indhold i de falske mødeinvitationer,” oplyser Balder Borup, sikkerhedsanalytiker hos Check Point Software Technologies Danmark, ifølge en pressemeddelelse.
Emmanuel Macron kritiserer Elon Musk
Den franske præsident Emmanuel Macron tilslutter sig nu koret af europæiske statsledere, der kritiserer Elon Musk for via støtte til højrepopulister at blande sig i valgkampe i Europa.
“Hvem ville for ti år siden have forestillet sig, at ejeren af en af verdens største sociale medier vil støtte internationale reaktionære bevægelser og direkte blande sig i valg, heriblandt det tyske,” sagde Macron ifølge den britiske avis The Guardian.
Udover Macron har også den norske statsminister Jonas Gahr Støre, den britiske premierminister Kier Starmer og Olaf Scholz udtalt mere eller mindre kritisk om mange-milliardæren.
Italien tæt på milliardaftale med Space X
Begejstringen for Elon Musk er dog større hos den italienske premierminister Giorgia Meloni, der ved flere lejligheder har vist, at hun har et godt forhold til Elon Musk.
Det kommer også til udtryk ved at Italien nu ser ud til at være tæt på at indgå en stor aftale med Elon Musk og Space X, der står det store satellit-netværk Starlink.
Ifølge Bloomberg være tale om en femårig aftale til mere end 11 milliarder kroner, hvor Starlink-satellitterne skal levere krypteret og sikker telekommunikation til Italien.
Aftalen er ikke helt ukontroversiel. For den betyder også, at Italien dermed vælger Space X-løsningen fremfor at satse på den kommende europæiske satellit-tjeneste, Iris 2.
Nextway Software fra Herning ansætter ny finansdirektør
Herning-virksomhed Nextway Software har ansat Charlotte Møller Andersen som ny finansdirektør.
Hun kommer fra et job som finansdirektør hos Cryptomatic, og har tidligere været bestyrelsesmedlem hos DI Digital og Security Tech Space.
“Vi er glade for at byde Charlotte velkommen i teamet. Hendes store erfaring inden for strategisk og finansiel ledelse vil blive en vigtig styrke for os i den kommende vækstfase,” siger Thomas Hougaard-Enevoldsen, administrerende direktør for Nextway Software ifølge en pressemeddelelse.
For 98 år siden blev det første transatlantiske telefonopkald gennemført
I dag er det 98 år siden, at det første transatlantiske telefonopkald blev gennemført.
Den 7. januar 1927 blev verdens første transatlantiske telefonopkald gennemført mellem Sir Evelyn Murray, chef for det britiske postvæsen, i London og Walter Sherman Gifford, direktør for telefonselskabet AT&T (American Telephone and Telegraph Company), i New York.
Forbindelsen blev dengang etableret via radiosignaler i stedet for gennem undersøiske kabler eller satellit- teknologi, som det er tilfældet i dag.