Topchef for den svenske milliard-virksomhed Proact, Jonas Hasselberg, fratræder sin stilling snarest muligt, og selskabets bestyrelse skal nu i gang med at finde en ny CEO.
“Efter syv år som CEO forlader Johas Hasselberg Proact for at påtage sig nye udfordringer uden for selskabet,” meddeler selskabet.
Proact har omkring 1.200 medarbejdere og har kontorer i 12 lande - herunder i Danmark, hvor selskabet beskæftiger 15 medarbejdere med hovedkvarter i Vallensbæk Strand syd for København.
Selskabet er herhjemme med på nogle af de store offentlige it-aftaler og den danske forretning landede i fjor en bruttofortjeneste på 27 millioner kroner og et overskud på efter skat og omkostninger på 9,3 millioner kroner.
Det danske selskab er ejet af det svenske moderselskab, der har hovedkvarter i Stockholm-forstaden Kista.
Det omsatte i fjor for omkring fem milliarder svenske kroner.
“Det er med blandede følelser, at jeg har meddelt bestyrelsen min beslutning om at træde tilbage som CEO,” lyder det fra Jonas Hasselberg.
Han mener, at tidspunktet nu er det rigtige til at forlade selskabet.
“For mig er det et godt tidspunkt at overdrage til en efterfølger, men jeg med spænding og nysgerrighed ser frem til næste skridt i min karriere,” siger han.
Jonas Hasselberg bliver siddende på posten, inden til selskabet bestyrelse er klar med en ny CEO - dog senest 16. juni 2025, meddeler selskabet.