Artikel top billede

Danske Intellishore skifter ud i topledelsen: Her er den nye topchef

Datakonsulenthuset Intellishore skifter ud i ledelsen, hvor selskabet har udnævnt en ny topchef efter, at de to stifter har taget deres afsked.

Intellishore, der er et dansk datakonsulenthus, skifter ud i topledelsen.

Således meddeler selskabet nu, at Shankar Ralhan er blevet udnævnt som ny administrerende direktør.

Shankar Ralhan har indtil nu været direktør for strategi og transformation hos Intellishore og har været en del af virksomheden siden stiftelsen i 2013.

Ændringen på topposten sker i kølvandet på, at selskabets to stiftere, Armit Luther og Sonu Banga, har valgt at trække sig fra ledelsen af selskabet.

De to stiftere solgte i 2021 Intellishore til den finske it-virksomhed Solita.

Nem beslutning

I en skriftlig meddelelse oplyser Ossi Lindroos, administrerende direktør for Solita, at han er overbevist om, at Shankar Ralhan kan løfte Intellishore til næste niveau i selskabets vækstrejse.

“Beslutningen var nem, da Shankar har været med os næsten fra starten, og han har både den strategiske og teknologiske forståelse til at hjælpe vores kunder med at blive mere datadrevne,” siger Ossi Lindroos i meddelelsen.

Den nye ledelsesgruppe i selskabet består, ud over Shankar Ralhan, af Kasper Nyvold, Adam Grønbæk, Mikkel Andersen, David Lyngh og Martin Olesen.

Intellishore har i dag 70 medarbejdere og kontorer i København og Zürich.

I 2022 blev Intellishore nummer fem på en rangliste, som Boston Consulting Group har udarbejdet over danske konsulenthuse, hvor nyuddannede helst vil arbejde.