På blot to uger har nordjyske Asetek tabt mere end 66 procent af sin børsværdi.
Og aktiekursen fik et ordentligt gok, da Aseteks ledelse med direktør André Sloth Eriksen onsdag under et investorkald onsdag forsøgte at forklare investorerne, hvorfor det er nødvendigt at rejse yderligere 118 millioner kroner.
Ifølge Børsen faldt aktiekursen nemlig med næsten 30 procent under mødet. Den rettede sig dog senere og landede på et samlet fald på 12,4 procent, skriver avisen.
Aktiesalget skal indbringe mellem 60 og 115 millioner kroner til det kriseramte selskab, der med hovedkvarter i Svenstrup i Nordjylland producerer kølesystemer til især datacentre og gaming-pc’er.
Pengene er ifølge selskabet nødvendige for dels at sikre kapitalgrundlaget for 2025 og dels for at gøre banken tilfreds.
Selskabet blev børsnoteret i 2013, og aktie-kursen er siden er blevet mere end halveret.
Børsen skriver, at de 60 millioner kroner skal bruges til at dække forpligtelser over for banken, mens Asetek hertil har brug for omkring 55 millioner kroner til at skalere en ny Simsports-forretning.
Storinvestor Nordic Compound, der sidder på 13 procent af aktierne, har fornylig til Børsen givet udtryk for sin utilfredshed med planerne, som direktør Jakob Have har kaldt for ‘ekstreme,’
“Som det ser ud lige nu, bliver vi eksisterende aktionærer jo fuldstændigt udvandet,” har meldingen lydt fra ham.