Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Morgen-briefing: Software-opdateringer gået galt for VW i Danmark / Systematic får ny CFO / EU vil slå ned på Temu og Shein

Software-opdateringer gået galt for VW i Danmark. Systematic får ny CFO. EU vil slå ned på Temu og Shein. USA sortlister flere kinesiske tech-selskaber. Runder fem millioner rejser. Proshop har rundet omsætning på tre milliarder kroner i år. Nu får du adgang til data fra speciallæger på Sundhed.dk.

Vi byder hjerteligt velkommen til torsdagens morgen-briefing fra Computerworld. Din morgen-briefing er sammensat af Dan Jensen.

Software-opdateringer gået galt for VW i Danmark

585 danske el-biler fra VW har med en software-opdatering onsdag fået lukket bøtten efter, at den foregående software-opdatering havde den uheldige bivirkning, at bilerne begyndte at dytte med uregelmæssige mellemrum.

De dyttende biler påkaldte sig en del opmærksomhed, ligesom Falck blev hidkaldt i en række tilfælde. Falck løste problemet ved at afmontere 12V-batteriet.

“Vi har nu fået overblik over omfanget og årsagen til dette. Det er et lokalt problem, der er begrænset til Danmark, og den utilsigtede aktivering af alarmerne skyldes en opdatering. Der er allerede udrullet endnu en opdatering, der har løst problemet,” meddelte VW onsdag.

Systematic får ny CFO

Aarhusianske Systematic har fået ny CFO. Hun hedder Kathrine Ravn Stougaard og hun tiltrådte i stillingen med indgangen til december, meddeler selskabet.

Den nye CFO kommer fra en tilsvarende rolle i aarhusianske Stibo Systems, hvor hun har tilbragt de seneste 12 år af sit arbejdsliv.

Kathrine Ravn Stougaard overtager stillingen fra Thomas Møgelmose.

Hun meddeler, at det for hende er vigtigt, at finansafdelingen er en betroet rådgiver og forretningspartner i hele forretningen.

Du kan læse mere om Kathrine Ravn Stougaard hos Systematic her.

EU vil slå ned på Temu og Shein

EU forbereder et hårdt slag mod de kinesiske net-butikker Temu og Shein, der i den seneste tid har oversvømmet det europæiske marked medm ultrabillige varer.

Blandt overvejelserne er blandt andet en ny EU-skat, der skal baseres på omsætning samt et administrations-gebyr per transaktion for alle billige varer fra Kina.

Fælles for mulighederne er, at de skal gøre varer i de to kinesiske net-butikker så dyre, at europæerne i den sidste ende foretrækker at købe varer i europæiske netbutikker.

Ifølge Financial Times subsidierer den kinesiske stat transporten af de billige pakker til Europa, hvilket betyder, at de kan sendes med fly, så de er hurtigt fremme.

Intet er nu besluttet. Men noget vil ganske givet ske.

USA sortlister flere kinesiske tech-selskaber

USA skruer bissen yderligere på overfor kinesiske tech-selskaber, hvoraf flere nu ryger på USA’s sorte liste over selskaber, som amerikanske selskaber ikke må sælge varer til.

I alt 140 kinesiske tech-selskaber - især fra chip-industrien - ryger nu på listen.

De tæller blandt andet Swaysure og Shenzen Pensun, der har store fabs, hvor der produceres chips, samt Naura, Piotech, SiCarrier og ACM, der producerer udstyr og maskiner til fabsene.

Du kan se hele listen over de kinesiske selskaber, der rammes her.

Runder fem millioner rejser

Den nye Rejsekort-app, der blev taget i brug september, er nu blevet anvendt til mere end fem millioner rejser, meddeler selskabet Rejsekort & Rejseplan, der står bag appen.

De fem millioner rejser indkøbt via appen ser selskabet som et tydeligt tegn på, at løsningen har ramt et behov hos brugerne.

“Løsningen er enkel og brugervenlig, og den er altid ved hånden,” lyder det fra selskabet.

På trapperne er nu nye funktioner - blandt andet muligheden for at tjekke børn, cykler og hunde ind via appen. Det er ikke muligt i dag.

Proshop har rundet omsætning på tre milliarder kroner i år

Danske Proshop har rundet de tre milliarder kroner i omsætning - og året er ikke engang omme endnu, meddeler direktør Poul Thyregod på LinkedIn.

Han erklærer sig for ‘pivstolt’ over, at selskabet har passeret det runde tal.

“Ja, vi taler om kr. 3.000 millioner i omsætning + moms. Og året er ikke slut endnu,” skriver han.

De danske speciallæger får nu for første adgang til at dele deres patienters sundhedsoplysninger med dem på sundhed.dk.

Det betyder, at danskerne fremover vil kunne se deres oplysninger fra speciallægerne side om side med sundhedsoplysninger fra deres egen læge og sygehuset.

“På den måde undgår borgerne at skulle forklare til sygehuset eller deres egen læge, hvad speciallægen har fortalt dem, fordi oplysningerne nu sendes struktureret ind. Samtidig får de langt større indsigt i deres egen sundhed, og hvad de fejler,” meddeler Danske Regioner.

Her kalder man den nye ordning for en ‘milepæl.’ Speciallæger er blandt andet psykiatere, øjenlæger, plastikkirurger, børnelæger, gynækologer og lignende.

Du kan læse mere om speciallægernes nye adgang hos regionerne her.