Den nordiske energikoncern Fortum, der opererer i både Finland og Sverige, står dagligt over for cyberangreb og mistænkelige aktiviteter ved sine anlæg.
"Der er dagligt forskellige forsøg på cyberangreb eller sikkerhedsbrud mod os," siger Fortums CEO Markus Rauramo til Reuters.
"Vi ser også lejlighedsvis droner og mistænkelige bevægelser omkring vores anlæg," fortsætter han og tilføjer, at satellitforbindelserne til selskabets kraftværker også er blevet "forstyrret" tidligere i år.
Virksomheden har nu anmodet myndighederne om at undersøge hændelserne nærmere.
Sikkerhedstjenesterne i både Finland og Sverige har afvist at kommentere konkrete hændelser, men begge lande har tidligere peget på en stigning i fjendtlige aktiviteter fra Rusland i de senere år.
Sidste år beslaglagde Rusland Fortums energianlæg i landet, som havde en værdi af 1,9 milliarder dollar, som svar på de sanktioner, EU indførte mod Rusland.
Fortum har taget omfattende sikkerhedsforanstaltninger de seneste år, hvor selskabet har implementeret strenge adgangskontroller, private sikkerhedstjenester, reservesystemer og regelmæssige beredskabsøvelser.
Selskabet oplyser, at de mange forsøg på cyberangreb ikke har ført til driftsforstyrrelser.
Rusland truer
Forholdet mellem Finland, Sverige og Rusland er blevet forværret siden 2022, efter at de to nordiske lande besluttede at tilslutte sig NATO som reaktion på Ruslands invasion af Ukraine.
Det finske sikkerheds- og efterretningstjeneste Supo kalder Rusland for den største trussel mod landets nationale sikkerhed og advarer om, at russiske efterretningstjenester har øget deres aktiviteter mod kritisk infrastruktur i Finland.
Den svenske efterretningstjeneste Sapo har ligeledes bemærket en ændring i de sikkerhedstruende handlinger, der retter sig mod Sverige, og understreger, at russisk efterretningstjeneste er blevet mere aggressiv og risikovillig.
De gentagne cyberangreb og mistænkelige aktiviteter ved Fortums anlæg er blot én blandt mange sikkerhedstrusler, som er rettet mod de to lande.
NATO og vestlige efterretningstjenester har advaret om en stigning i fjendtlige handlinger fra Rusland i hele Euro-Atlantområdet, herunder cyberangreb og angreb med tilknytning til Moskva, som Rusland dog benægter.