Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Morgen-briefing: Hele Danmark indbydes til fælles cyberberedskabsøvelse / 22 elbilmærker udstiller snart i Bella Center / Kryptoplatformen Firi får påbud af Finanstilsynet om hvidvask

Morgen-briefing: Hele Danmark indbydes til fælles cyberberedskabsøvelse / 22 elbilmærker udstiller snart i Bella Center / Kryptoplatformen Firi får påbud af Finanstilsynet om hvidvask / Logpoint køber danske Muninn / Dynamicweb når rekordomsætning og overskud / Palo Alto Networks og Deloitte udvider strategisk samarbejde globalt

Mornings ... så blev det sørme onsdag. Her får du dagens morgenbrief i klar tekst indsamlet og kurateret af Computerworlds fremskudte lyttepost mod syd. Niels Veileborg ønsker god læselyst.

Hele Danmark indbydes til fælles cyberberedskabsøvelse

Oktober er cybersikkerhedsmåned, og et af initiativerne er en kæmpemæssig national øvelse i cybersikkerhed

Det kaldes “Hele Danmark Øver". Bag arrangementet står brancheorganisationer og dansk erhvervsliv, som er gået sammen for at styrke cyberberedskabet hos danske virksomheder og dermed bidrage til et mere sikkert samfund og generel digital tryghed.

I løbet af hele oktober 2024 afholdes mere end 20 fysiske events, hvor man får mulighed for i realtid at prøve, hvordan det er at blive udsat for at hackerangreb og klædt på til, hvad I skal gøre hvis uheldet er ude.

Den nationale cybersikkerhedsmåned i oktober skal hjælpe til at løfte den digitale sikkerhed for borgere, virksomheder og myndigheder i Danmark. Ambitionen er, at en lang række myndigheder, virksomheder og organisationer vil støtte op om måneden ved at afholde aktiviteter, der kan løfte danskernes viden om, hvordan de digitalt beskytter sig selv og deres informationer.

Myndigheder, biblioteker, virksomheder og øvrige organisationer kan melde deres lokale aktiviteter ind i en fælles aktivitetskalender. Her kan man skabe sig et overblik over alle de aktiviteter, der foregår i oktober måned i Danmark.

Du finder aktivitetskalenderen her.

Initiativet er inspireret af og ligger i forbindelse med den europæiske cybersikkerhedsmåned, som hvert år løber af stablen i oktober. Det er et initiativ under EU-agenturet ENISA (European Union Agency for Network and Information Security).

22 elbilmærker udstiller snart i Bella Center

I alt 22 bilmærker udstiller sine elbiler på Europas største elbilmesse, eCarExpo, i Bella Center 25.-27. oktober.

Sidste års messe tiltrak cirka 21.000 besøgende til Bella Center. I år er der flere klassiske europæiske bilmærker, der ikke tidligere har udstillet på messen. Det gælder Porsche, Peugeot, Citroën og Alfa Romeo.

Eldrevne versioner af ikonerne Renault 5 og Ford Capri får dansk premiere. Ligesom blandt andet Audi A6 Avant e-tron og den nye Skoda Elroq.

MG viser sin tosæders åbne sportsvogn Cyberster, og der vil også være to USA-byggede eldrevne pickups på messen: Teslas ekstreme Cybertruck og den nye Rivian R1T.

Kryptoplatformen Firi får påbud af Finanstilsynet om hvidvask

Der er overhængende fare for, at kryptohandelsplatforme bruges til hvidvask eller terrorfinansiering. Det vurderer både Finanstilsynet og efterforskere i PET.

I den forbindelse har handelsplatformen Firi, der er en dansk filial af et norsk firma, modtaget en række påbud fra Finanstilsynet. I alt er der tale om seks påbud, en påtale og en risikooplysning, skriver Børsen.

Logpoint køber danske Muninn

Logpoint har opkøbt den danske cybersikkerhedsvirksomhed Muninn, som står bag en NDR-løsning baseret på kunstig intelligens (AI). Muninn har ifølge CVR 18 ansatte.

Muninns NDR-løsning vil supplere Logpoints Cyber Defense Platform med omfattende netværksvisibilitet og give kunder bedre mulighed for at forhindre cyberangreb i realtid.

Alle medarbejdere i Muninn samt virksomhedens grundlægger og CEO, Andreas Wehowsky, bliver integreret i Logpoint. Wehowsky har en kandidatgrad i Computer Science fra MIT og mere end 20 års erfaring med implementering af AI og maskinlæring og it-projekter.

Dynamicweb når rekordomsætning og overskud

Softwarevirksomheden Dynamicweb afslutter regnskabsåret 2023/2024 med rekordomsætning og overskud

Omsætningen landede på 86,2 millioner kroner. Det svarer til en vækst på på 16 procent sammenlignet med året før, hvor omsætningen lå på 74,2 millioner kroner.

Bundlinjen viser et overskud på 6,1 millioner kroner – en væsentlig stigning sammenlignet med seneste regnskabsårs underskud på 4,9 millioner.

Dynamicweb tilbyder en SaaS baseret Digital Experience Commerce- og PIM-platform til projektorienterede virksomheder, som vil digitalisere sine commerce- og produktdata-processer.

Dynamicweb blev stiftet i 1999 i Aarhus, hvor virksomheden har hovedkontor. I dag er virksomheden aktiv i en række markeder heriblandt Sverige, Norge, Tyskland, Benelux, DACH og USA.

Palo Alto Networks og Deloitte udvider strategisk samarbejde globalt

Palo Alto Networks og Deloitte udvidersamarbejdet, hvilket gør Palo Alto Networks’ AI-drevne cybersikkerhedsløsninger og fælles tilbud tilgængelige for Deloitte-kunder globalt.

Den nye aftale bygger på det mangeårige samarbejde mellem de to organisationer og accelererer udbredelsen af cybersikkerhedsteknologier, som hjælper kunder med at udnytte fordelene ved platformisering.

Platformisering – som er overgangen til en integreret platform i stedet for inkompatible enkeltløsninger – hjælper med at reducere kompleksiteten af spredte løsninger, hvilket forbedrer sikkerheden og øger den operationelle effektivitet. Deloitte er selv overgået til at samle flere enkeltløsninger i Palo Alto Networks’ Cloud- og Network Security-platforme.