Langt de fleste stande på Computerworld AI & Cloud Festival bærer logoer fra store eller endda globale it- og konsulenthuse, der bygger løsninger af enhver slags til både små og store virksomheder.
Men det er ikke det hele.
For her er også stande fra mindre og i offentligheden nærmest ukendte virksomheder, der ikke desto mindre arbejder med dybt interessante områder.
Det gælder for eksempel Aalborg-virksomheden Robotto, der har specialiseret sig i udvikling af AI-software til styring af professionelle droner.
Miljø, krig og katastrofer giver dronebranchen medvind
”Ideen er at anvende en kombination af edge computing og computer vision-algoritmer til at lade dronerne løse opgaver uden menneskelig indblanding,” forklarer Kenneth Richard Geipel, medstifter og direktør for Robotto.
Opgaverne strækker sig over et bredt felt og kan være alt fra hel eller delvis automatisering af sikkerhedsopgaver til kortlægning af vildtbestande og biomasse, opmåling af skovarealer eller overvågning af naturbrande.
”Vi løser opgaver over store dele af verden. For eksempel samarbejder vi med Verdensnaturfonden om at overvåge dyrelivet i fjerntliggende i den thailandske jungle eller i Australien. Vores løsninger bruges også til at kortlægge og overvåge brandzoner under skovbrande i Portugal, Italien og Spanien,” siger Kenneth Richard Geipel.
Robotto er en relativt ny spiller i droneindustrien – og direktøren er godt klar over, at de færreste udenfor branchen eller kundegruppen kender til den.
”Men flere faktorer giver os medvind, heriblandt den teknologiske udvikling, væksten i dronebranchen som helhed og naturligvis den øgede fokus på droner som følge af krigen i Ukraine,” siger Robotto-direktøren, der også forventer yderligere vækst i takt med, at anvendelsen af droneteknologi udbredes til flere vertikaler og markeder.
Forening fortæller om dengang vi byggede computere i Danmark
Overfor Robotto finder besøgende på AI & Cloud Festival Dansk Datahistorisk Forening.
Her kan man få indblik i en tid, hvor Danmark med virksomheder som Dansk Data Elektronik, Regnecentralen, Christian Rovsing og Butler var en computerproducerende nation.
”Vores samling blev grundlagt på et lokalhistorisk museum i Ballerup, hvor en fyr kom slæbende med en hulkortmaskine. Og så tog det fart derfra,” siger civilingeniør Lars Mouritsen, bestyrelsesmedlem i Dansk Datahistorisk Forening.
På festivalen er foreningen mødt op med en halv snes maskiner, der blandt andet tæller en ældre IBM, en af de første Apple Macintosh og såmænd også en bærbar, der kører en af de allerførste Linux-versioner.
”På vores museum har vi faktisk også en GIER fra Regnecentralen. Den virker faktisk endnu og ville jo have været fantastisk at vise frem her i dag. Men den er desværre ikke så transportabel, da den jo fylder som et middelstort klædeskab,” konstaterer Lars Mouritsen, der samtidig viser en hulkortstrimmel frem.
”I dag ligger der enorme processorkræfter i skyen og man kan uden videre gemme og behandle datamængder, du tidligere kun kunne drømme om. Og det er jo lidt sjovt at tænke tilbage på, når man ved at en arbejdsdag ved en computer i tresserne startede med at loade sådan en strimmel her,” siger han.
Med deres medvirken på festivalen håber foreningen at vække interessen for tidlig dansk computervidenskab hos nutidens IT-branche – og at fortælle historien om dengang, hvor vi i Danmark ikke bare importerede hardware, men designede og byggede den selv.
Du kan læse meget mere om Dansk Datahistorisk Forening her.