Millioner af danskere så med, da TV 2 i de forgange uger satte sig på overskrifterne med dokumentaren ”Den sorte svane”, som var resultatet af undersøgende journalisters skjulte arbejde gennem flere år.
Nu håber stationens at gøre det samme i fiktionens verden, men denne gang er de undersøgende journalister helt fremme i spotlyset. Til juli rammer fiktionsserien ”Graverne” nemlig TV 2 og TV 2 Play med fokus på en Cavling-vindende gravergruppe.
Mille Dinesen har en af hovedrollerne som Liv, der er lederen af tv-dokumentarprogrammet Brændpunkt.
Hun bliver suppleret med Søren Malling, der spiller den garvede journalist Hansen, og den kompromisløse reporter Alice spillet af Lila Nobel.
Mille Dinesen spillede i fem sæsoner den åbenmundede lærer Rita i TV 2-serien af samme navn, mens vi har set Søren Malling i alt fra Forbrydelsen over Borgen til Forhøret.
I Graverne er redaktionen truet på sin eksistens i en tid, hvor clickbaits, fake news og spin dominerer mediebilledet.
Men en aften får redaktionen et anonymt tip, der leder journalisterne på sporet af en hemmelig afdeling for fængselsindsatte i det nyetablerede og prestigefyldte fængsel Gaudehøj. Her sidder fanger angiveligt sat fast under umenneskelige og ulovlige forhold.
Graverne går i gang med den opsigtsvækkende sag, der trækker tråde helt op til de øverste politiske lag, og journalisterne ender med at skulle forholde sig til masser af etiske dilemmaer.
Hvor meget skal man for eksempel ofre for at få sandheden frem i lyset? Og skal sandheden frem for enhver pris?
Det er spørgsmål, som journalisterne og seerne må forholde sig til, når TV 2 blænder op for Graverne i slutningen af juli i en sommer, der ellers er proppet til randen med sport.
Graverne består af i alt seks afsnit og er skabt af Jenny Lund Madsen, der tidligere har været forfatter på serier som Bedrag, Rita og Kometernes Jul.