Wi-fi 7 og mesh
Udtrykt i tal er wi-fi 7 en markant forbedring i forhold til wi-fi 6E (AXE), wi-fi 6 (AX) og endnu tidligere standarder.
Det testede mesh-system med tre enheder kan officielt klassificeres som BE27000, hvor ”BE” står for wi-fi 7, og ”27000” er den totale, teoretiske kapacitet på de tilgængelige tre frekvensbånd – 2,4 GHz, 5 GHz og 6 GHz – 27.000 Mbps eller forkortet 27 Gbps.
En glimrende introduktion til den nye teknologi finder du her:
Mesh behøver vel næppe nogen nærmere præsentation for Computerworlds it-professionelle læsere.
Men vi kan da kort repetere, at et mesh-system består af et antal wi-fi-enheder, som kommunikerer – samarbejder – indbyrdes om at levere de bedst mulige dataforbindelser til de opkoblede klienter.
Fra lufthavne, hoteller, konferencecentre og storrumskontorer har mesh-systemer bredt sig til små virksomheder og private hjem.
Priserne begynder i legetøjsklassen, hvor det vil være hyper-optimistisk at forvente mirakler, og fortsætter til tre- og firecifrede niveauer – med præstationer, der kan bruges til noget.
Vil du vide mere om mere om mesh, er her en aktuel artikel:
Mesh tager tid
Orbi har altid været Netgears mest ”civile” produktfamilie, som skal gøre det nemt og hurtigt at få et trådløst netværk op at køre. Hidtil har princippet været, at de grundlæggende indstillinger kan klares med en overskuelig app.
Vil du længere ud i krogene, åbner du en browser, taster ”orbilogin.com”, lever med en usikker forbindelse – http i stedet for https – og får adgang til en større værktøjskasse.
Med Orbi 970 har du stadig begge muligheder, men forskellene er blevet mindre. Uanset hvilken vej du vælger, kan du ikke give de tre frekvensbånd forskellige navne eller for eksempel afbryde 6 GHz-radioen, hvis du endnu ikke har wi-fi 7-kompatible klienter.
Netgear har åbenbart ræsonneret – sandsynligvis korrekt, at al den teknik kan almindelige brugere alligevel ikke finde ud, så hvorfor så ikke spare nogle indstillinger – og supportmedarbejdere?
Til gengæld skal systemet selv kunne registrere, hvilke klienter det skal servicere, og optimerer automatisk de nødvendige indstillinger. Det lyder avanceret, men hos mig fungerer det gennemgående godt. Et par gange har en klientenhed haft svært ved at få kontakt med routeren og/eller en satellit.
Det har jeg som regel løst på den lavpraktiske måde ved at gå ind i klientens Indstillinger, afbryde dens wi-fi, vente nogle sekunder og tænde igen. Jeg har også oplevet, at routeren ikke vil kendes ved de to satellitter; så er det nødvendigt at genstarte hele molevitten med ”REBOOT” i hovedmenuen.
Hvis du kan klare at starte Orbi-appen og følge anvisningerne på skærmen, bør der ikke være nogen ben i at lokke liv i mesh-systemet. Dog tager det længere tid, end du måske venter. Hver gang der står vent et par minutter eller lignende, spekulerer jeg på, hvor mange sekunder der er i et Netgear-minut – 120, 180…?
Den første dag registrerede jeg også nogle satellit-udfald. Efter nogle automatiske optimeringsrunder, som tog det meste af en eftermiddag, kom de tre enheder helt på bølgelængde, og nu kører det hele på anden uge – praktisk talt perfekt.
Andre specialiteter
I et meget blandet wi-fi-miljø som mit kan de senere Netgear-generationer nogle gange have svært ved at kommunikere med ældre klient-enheder, der kun kan forstå 2,4 GHz.
Så kan en løsning være at bruge routerens separate gæstenetværk, vælge 2,4 GHz-radioen og nøjes med en svagere kryptering som WPA2.
Så kan du få glæde af alle dine smarte enheder og være nogenlunde sikker på, at hackere ikke kan bruge dem som bagindgang til din(e) computer(e).
En anden feature fra samme skuffe er Netgears IoT (Internet of Things) wi-fi-bånd, der er beregnet specielt til alle mulige opkoblede enheder, men ellers fungerer som et gæstenetværk. Vælg igen 2,4 GHz med den længste rækkevidde og WPA2-Personal kryptering.
Flere firmaer bruger identiske enheder i deres mesh-systemer. Netgear holder fast i at mærke én enhed ”router”, mens den/de øvrige enheder mærkes ”satellit”.
Dette behøver ikke gøre nogen forskel, men routeren i Orbi 970 har alle de tilslutninger, jeg kan ønske mig, mens satellitterne er noget skrabede.
Det er perfekt til mig, at routeren har en 10GbE WAN-port til internet og en 10GbE LAN-port til det kablede netværk.
På den måde skal jeg blot indskyde Orbi 970-routeren mellem min fiberrouter fra Telenor og min 10GbE-switch fra Netgear. Desuden har routeren fire 2.5GbE LAN-porte, som jeg aktuelt ikke behøver.
De to satellitter i mesh-systemet har hver en 10GbE og to 2.5GbE LAN-porte, hvad jeg synes er i underkanten. Selv klarer jeg mig udmærket med kablet backhaul via mine 10GbE-switche, men det havde været mere elegant med to 10GbE-porte på hver satellit.
Selvklart har Orbi 970 en Anywhere Access-feature til fjernstyring af mesh-systemet, næsten ligegyldigt hvor i verden du er. Ydermere tilbyder Netgear en mulighed for kryptering af forbindelsen mellem din computer eller smartphone ved hjælp af en VPN (Virtual Private Network) funktionalitet.
På den måde kan du ikke alene beskytte dit hjemmenetværk mod hacking. Du kan også tilgå indhold, som om du sidder derhjemme, og for eksempel se VM-fodbold fra TV2 – hvis du har et dansk abonnement – mens du holder ferie et andet sted i verden.
Netgear bruger OpenVPN, som kan fungere sammen med en vilkårlig kombination af enheder og styresystemer, heriblandt Windows, MacOS, Linux, Android og iOS.
Med OpenVPN kan du dog ikke spare den VPN-løsning, som du allerede betaler for eller overvejer at abonnere på. Vil du surfe under radaren, skal du stadig have en VPN-tjeneste installeret på din computer.
Wi-fi 7 er en suveræn teknologi
Hvis du er i tvivl om potentialet i den seneste, nu officielt snart et halvt år gamle, wi-fi 7-teknologi, så brug lidt tid på at nærlæse skemaet med mine i alt 45 måleresultater fra tre trådløse klientenheder på fem positioner i mit hus på godt 200 etagemeter fordelt på tre plan.
Det er helt tydeligt, at min aldrende wi-fi 6-klient (Samsung Galaxy S20 Ultra) ikke får fuldt udbytte af et wi-fi 7-system. Der er masser af download- og upload-kapacitet til at føde en familie eller et lille firma, men det samme kan gøres for mindre midler.
Med de to wi-fi 7-klienter (OnePlus 11 5G og Acer Swift53) på tæt hold af routeren er jeg lidt i tvivl, om det reelt er Netgear-systemet eller min 2500/2500 Mbps fiberforbindelse, jeg tester.
De trådløse resultater med OnePlus-telefonen i kontoret er på niveau med min kablede forbindelse til computeren, men pingtiden er meget længere.
Med lidt held bliver dette mysterium snart opklaret. TDC Net, som min internetudbyder Telenor lejer sig ind hos, har annonceret, at de er på vej med fiberforbindelser op til 10 Gbps.
Jeg er i fuld gang med at punke Telenor for at komme forrest i køen, når de begynder at aktivere de nye hastigheder. Så vidt jeg kan se, er min eksisterende installation klar til 5 Gbps, så det bør være nemt. Men næppe helt billigt.
Og nu vi taler penge, er Orbi 970 ikke ligefrem et nøjsomt mesh-system. Jeg har målt hver enheds strømforbrug til 20 watt, hvad der med tre enheder bliver til 525 kWh på årsbasis. Med en kWh-pris på 2,50 kroner løber denne del af elregningen op i godt 1.300 kroner.
Kan det ikke blive lidt billigere?
Sagtens!
At anskaffe et mesh-sæt som Orbi 970 med tre enheder svarer lidt til at køre rundt i bytrafik i en kæmpestor Porsche Cayenne SUV til en frapris på godt tre millioner. Overkill – men fedt!
Ifølge fabriksspecifikationerne kan testsystemet dække op til 660 kvadratmeter – tre gange så meget som mit hus – og understøtte op til 200 enheder. Jeg er ret sikker på, at hvis jeg sparede den ene satellit, så prisen faldt fra 18.490 til 12.490 kroner, ville præstationerne ikke falde nævneværdigt i mit miljø.
En Orbi RBE971-router ser ikke ud til at kunne købes separat i Danmark, men et alternativ kunne være en Nighthawk RS700S/BE19000 til 6.899 kroner i Netgears egen onlinebutik.
Og så vil jeg da ikke undlade at nævne, at der er penge at spare på driften ved at takke nej til Netgears betalingstjenester.
Armor (rustning eller panser på dansk) er tilsyneladende et meget universelt værktøj, som Netgear licenserer fra Bitdefender. Armor til Orbi 970 er gratis det første år. Derefter koster pakken lige under en tusse om året.
Og skulle du have lyst til at administrere dine børns online-aktiviteter og hjælpe dem med at få sunde vaner, kan du uden beregning prøve Netgears Smart Parental Controls (SPC) værktøjskasse i 30 dage. Derefter ser tjenesten ud til at være næsten lige så dyr som Armor.
Konklusion
Netgear Orbi 970 BE27000 er den første wi-fi 7 mesh-løsning med tre enheder, jeg har testet, og det har været en spændende oplevelse.
Dette system sprinter fra hvad som helst, jeg har prøvet, og resultaterne er særdeles stabile på samtlige 15 positioner i mit testmiljø.
I testperioden har mesh-sættet krævet lidt mere opmærksomhed og flere genstarter end normalt, men jeg føler mig sikker på, at disse bugs bliver afhjulpet med løbende optimeringer og kommende firmwareopdateringer.