Artikel top billede

Mus og tastatur oplades mens du arbejder, og du kan smide din telefon eller andre enheder til trådløs opladning samtidig på Zagg Desk Mat opladningsmåtte. (Foto: Zagg PR)

Test: En lys idé der bare må afprøves - Et skrivebordsunderlag der lader dit tilbehør op trådløst

En musemåtte, der kan give trådløse strøm løftes op til et nyt niveau af Zagg Desk Mat, hvor mus og tastatur oplades, samtidig med at andre enheder får trådløs power. Sættet er genialt - på nær én enkelt kæmpe brøler.

Der er ingen tvivl om, at Zagg er ud i en spændende øvelse ved at lave et tastatur- og mus sæt med kombineret måtte der kan oplade sig selv og dit tilbehør.

Spørgsmålet er blot, om du er til både mus og tastatur fra samme selskab – ellers kan du jo blot kombinere det, med andre enheder, der har mulighed for trådløs opladning. For det er hele omdrejningspunktet i Zagg sættet.

For du kan købe det hele stykvis. 539 kroner for Pro Mouse for, 479 kroner for Pro Keyboard 15 og 368 kroner for Desk Mat måtten.

Altså små 1.400 kroner for alle tre dele, som også tilbydes som en samlet pakke, vi tester det her.

Op til 10 watts trådløs strøm

Omdrejningspunktet er den 70 centimeter lange og 30 centimeter dybe opladningsmåtte. Den er rigeligt stor til både mus og tastatur – plus en ekstra enhed, du kan have liggende til opladning, mens der jobbes.

Øverst er der også plads til en pen eller to – både af dem, der kan oplades og helt almindelige kuglepenne.

Desk Mats overflade er god og let gummiagtig. Normalt fortrækker jeg mus/tastatur direkte på bordet, men jeg kunne sagtens vænne mig til den bløde overflade her.

Det giver god ”traktion” til musen, der glider fint og ikke for hurtigt på underlaget. Plus at tastatur og andet naturligvis står godt fast.

Det fine ved opladningsmåtten er, at USB-C stikket til strømmen føres elegant ud i toppen.

Jeg havde ingen problemer med opladning – heller ikke af flere enheder på samme tid, så længe det er tilsluttet en oplader med nok power.

Godt og lidt specielt tastatur

Pro Keyboard 15 tastaturet er overraskende fint, prisen taget i betragtning. Det ser lidt billige ud på afstand men i praksis opleves tasterne måske ikke som et high-end tastatur fra Lenovo, men stadig med god feedback i fingrene.

De runde taster ser lidt specielle ud, men fungerer som sagt godt i praksis. Jeg oplevede ikke at ramme forkert eller have en markant anden fornemmelse i fingerspidserne end andre tastaturer.

Direkte sammenlignet med førnævnte Lenovo eller et godt HP tastatur, er feedback ikke helt på samme høje niveau. Men med prisen in mente er det godkendt.

Zagg tastaturet er forholdsvist kompakt på trods af, at der er numerisk tastatur og alle de funktionsknapper du forventer. Hertil også en on/off knap. Men har du husket at sætte strøm til måtten det står på, vil det altid være klart.

Mus fra BR Legetøj?

Hvor tastaturet er sjovt designet og et frisk pust, er musen en skændsel.

Det ligner noget der er løgn. Ja undskyld mit sprog, men finishen og designet ligner noget, der kunne være solgt fra et overskudslager fra BR Legetøj.

Overfladen er billig plastik generelt bare under al kritik. Jeg medgiver, at man prøver at lave noget, der skiller sig ud, men så gør det ordentligt, tak.

Der medfølger en lille lader der matcher og det er fint nok, hvis du bruger den uden Zagg opladningsmåtten.

Ergonomisk er musen god og ret flad, og har de sædvanlige knapper på toppen. De to på siden opleves mærkelige at røre ved og ikke nogen jeg har lyst til at benytte.

Den styrer dog rimeligt fint og præcist og har da også 1000 dpi opløsning.

Klar til noget nyt?

Der er ingen tvivl om at sættet her er specielt - og det er faktisk det fede ved det.

Det skiller sig ud fra det normale kontorsæt til trods for, at farven holdes i sort og grå.

Finten med opladningsmåtten er god, og selvom der, hverken samlet eller hver for sig, er tale om epokegørende produkter, synes jeg faktisk meget godt om hele konceptet.

Opladningsmåtten fungerer rigtigt godt og efter hensigten – og er isoleret set et godt køb. Det er rart at kunne smide telefon, høretelefoner og andet, der håndterer trådløs opladning på, så det altid er klart.

Eneste minus er naturligvis musen, der trækker godt ned i det samlede regnskab. Her testet sættet som en helhed, og der lander jeg på et 3-tal. Køber du ikke musen med ryger vi let op på et 4-tal.


Loading ikon