Apples populære tablet-enheder er ved at vise tegn på rynker.
Selv de nyeste medlemmer fra iPad-familien, iPad Pro, stammer fra efteråret 2022, mens de ældste aktuelle enheder (iPad mini) nærmer sig tre års jubilæum.
Når Apple holder event 7. maj klokken 16.00 dansk tid kan vi dog se frem til nogle af de mest spændende enheder fra selskabet
Det tyder dog på, at Apple vil lave om på de forhold, ved at introducere en voldsomt revideret iPad kollektion den aften.
Slankere og lettere iPad Pro
iPad Pro står fortsat til at udkomme i to størrelser, med skærme på henholdsvis 11 og 12,9 tommer, men begge står til at blive markant slankere. Profilerne vil ifølge netmediet Macrumors være barberet ned til bare fem millimeter – halvanden til to millimeter mindre end hidtil.
Skærmen rygtes også til at få den frodige OLED teknologi ombord, en type skærme, som er kendt for at være særligt tynde.
Kanterne omkring skærmen vil også være trimmet, så enheden også vil fylde mindre i hænderne på en.
Hvad der bydes på af kræfter er der en vis usikkerhed omkring. Hvor M3-processoren er oplagt kandidat til at afløse den aktuelle M2-chip, skulle en spritny og endnu ikke udgivet M4 processor også være en mulighed.
Med det nye design rygtes også en eventuel understøttelse af den magnetiske ’Magsafe’ connector, der vil tilbyde hurtigere opladning i lighed med den, der tilbydes på Macbook-enheder.
iPad Air størrelse XL
Apples mere prisvenlige alternativ til iPad Pro får også en overhaling, om end den mest af alt vil kunne kendes på den nye skærmstørrelse, der tilbydes.
Hvor der tidligere alene kunne fås en iPad Air med 10,9 tommer skærm, vil den nu også tilbydes med 12,9” skærm.
Den kommende iPad Air kollektion kommer dog ikke igennem samme slankekur som Pro-kollektionen, hvorfor Air’en, trods navnet, vil blive den tykkere og tungere model i familien.
Den nye iPad Air vil desuden kunne kendes på en revideret kamera-anordning.
Magisk tilbehør
iPad Pros nye format gør, at der skal udgives nyt tilbehør til enheden, med Magic Keyboard-coveret som et styrket og mere raffineret stykke tilbehør end hidtil.
Konstruktionen skulle nu bestå af mere aluminium end plast, hvilket vil få den samlede pakke til at ligne og føles mere som en decideret Macbook bærbar
Dertil forventes også en ny version af Apples Pencil, som ifølge nogle rygter skull tilbyde en ny form for ’squeeze’ betjening, til at aktivere værktøjer eller pensler.