Godmorgen og velkommen til ugens sidste omgang morgenbriefing fra Computerworld.
Thomas Møgelbjerg takker af efter en regnskabstung uge, der dog ikke er helt slut endnu.
Både Microsoft og Google-ejeren Alphabet udkom med regnskab sent i går aftes, hvilket du kan læse mere om på Computerworld lige om lidt.
Nu er der Morgenbriefing klar – denne gang uden et eneste regnskab.
God læselyst og god weekend.
Britisk kapitalfond køber dansk it-firma af børsen
Det danske softwareselskab Relesys blev i går købt af den britiske kapitalfond Copilot for 337 millioner kroner.
Dermed bliver samtlige Relesys-aktier afnoteret den danske First North, hvor selskabet blev noteret i 2021 til en værdiansættelse på 250 millioner kroner.
Meddelelsen kommer fra en en fondsbørsmeddelelse fra selskabet, hvor Relesys' bestyrelsesformand, Alexander Martensen-Larsen, udtaler:
"Siden Relesys blev noteret på Nasdaq First North Premier i slutningen af 2021, har vi styrket den operationelle platform, optimeret kundebasen og gået ind på nye markeder. I denne periode er den årlige tilbagevendende omsætning (ARR) fordoblet, omsætningen er vokset med 65 procent, og antallet af brugere er nået op på næsten 400.000. Vi har med andre ord holdt, hvad vi lovede.”
Sidste år indledte Relesys en strategisk gennemgang for at evaluere alternativer til at fortsætte deres vækstrejse, herunder finansieringsmuligheder og ejerskabsstrukturer, lyder det fortsat.
”For at sikre den bedst mulige løsning og maksimere værdien for aktionærerne har vi gennemført en meget grundig og struktureret proces. Det er derfor glædeligt på vegne af en enig bestyrelse at kunne offentliggøre denne attraktive aftale med Copilot, som støttes af et klart flertal af aktionærerne," fortsætter Alexander Martensen-Larsen.
It-tilsynet vurderer: Muligt at overholde tidsplanen for ejendomsvurderinger
Vi er åbenbart nået til et punkt, hvor det bliver en nyhed, at et offentligt anlagt it-projekt muligvis overholder tidsplanen.
Det er i hvert fald tilfældet i en ny rapport fra It-tilsynet, der vurderer, at det er muligt for Skatteforvaltningen at overholde de lagte planer for de kommende ejendomsvurderinger af erhvervs-, skov-, og landbrugsejendomme.
”Det er godt nyt, at It-tilsynet i deres seneste rapporter – både denne og den seneste om de endelige 2020-vurderinger for ejerboliger – vurderer, at planerne er mulige at overholde. Der er fortsat høj risiko i udrulningen, og jeg følger derfor arbejdet meget tæt,” siger skatteminister Jeppe Bruus i en pressemeddelelse fra Skatteministeriet, som It-tilsynet hører under.
Har du lyst til at dykke ned i It-tilsynets rapport, kan du gøre det her.
Googles cookies fortsætter med at spore dig
For tredje gang udskyder Google udrulningen af deres erstatning til de tredjeparts cookie-sporingsløsninger, som giver annoncører adgang til rækker af anonymiserede brugerdata.
Søgegiganten forventede oprindeligt at udrulle sin kontroversielle Privacy Sandbox-funktionalitet fuldt ud inden udgangen af 2021.
The Privacy Sandbox – eller Den Private Sandkasse direkte oversat – er et forsøg at skabe balance mellem annoncørernes ønsker og brugernes behov og rettigheder.
Det er dog aldrig lykkedes at skabe den balance.
Storbritanniens konkurrencemyndighed (CMA) havde tilbage i januar hele 39 "bekymringer" i forbindelse med Privacy Sandbox og beordrede, at de skulle løses, før de kunne godkende Googles planer – som nu altså forsinkes igen.
Bankdata får ny bestyrelsesformand
Datacentralen Bankdata, der er ejet af otte danske pengeinstitutter herunder Sydbank, Jyske Bank og Ringkjøbing Landbobank, har fået ny bestyrelsesformand.
Fremover bliver det John Fisker, der er administrerende direktør i Ringkjøbing Landbobank, som skal sidde for bordenden ved bestyrelsesmøderne i Bankdata.
John Fisker overtager posten fra Karen Frøsig, der til sommer har valgt at gå på pension efter mere end 13 år som administrerende direktør i Sydbank.
Bankdata har cirka omkring 900 ansatte.
HP sponsorerer Ferraris Formel 1-hold
Printergiganten Hewlett Packard Inc bliver Ferraris nye titelpartner, og HP-logoet kommer fremover til at pryde det officielle Ferrari Formel 1-team.
HP’s karakteristiske blå logo kommer til at pryde Ferraris Formel 1 biler allerede fra næste uges Miami Grand Prix. Logoet kommer også til at fremgå af holdets dragter og overalls. Aftalen, der løber over flere år, vil også omfatte Ferraris Formel 1-akademi og bilmærkets e-sportshold.
Ferrari CEO, Benedetto Vigna, spiller på alle violiner, da han i en pressemeddelelse kommenterer samarbejdet.
"Vores grundlægger gav sin kontinuerlige vilje til at udvikle sig videre til os. Fra dette stammer vores drivkraft til at innovere på vejen og på banen, såvel som vores engagement i en bæredygtig fremtid, fra kulstofneutralitet til uddannelse af den yngre generation," udtaler han.
Hvordan en bæredygtig fremtid og kulstofneutralitet hænger sammen med CO2-forurenende racerbiler, må dog være op til læserne at vurdere."