Justitsminister Peter Hummelgaard (S) er kraftigt provokeret over, at TikTok og Snapchat ikke indhenter forældresamtykke for brugere under 15 år, hvilket en lovændring fra hans ministerium ellers dikterer, og derfor kommer han med en advarsel til selskaberne.
Det skriver Politiken.
”For mig at se har de store tech-virksomheder to muligheder. Enten tager de et markant større ansvar for at rydde op i deres forretningsmodel, eller også vil jeg og mange andre politikere i både Danmark og Europa komme til at regulere og stramme på alle de måder, man nu engang kan.”
Sådan siger ministeren til mediet og uddyber, at han har ”noteret” sig, at flere politiske stemmer i EU og USA taler om et forbud af TikTok.
TikTok og Snapchat har ikke ønsket at stille op til interview i Politiken, men oplyser på mail til mediet, at de mener at behandle data i overensstemmelse med gældende EU-regler.
Snapchat svarer konkret, at selskabet mener, at EU’s regler tillader selskabet blot at indgå en ’kontrakt’ med brugerne og ikke indhente forældresamtykke.