De store pornosites Pornhub, XVideos og Stripchat er så store og vigtige i EU, at de hører under EU’s nye Digital Services Act.
Det betyder, at de nu skal tvinges til at leve op til en række skærpede krav, og at de straks skal indlevere en række dokumenter og oplysninger til EU.
EU klassificerer de tre pornosites som ‘Very Large Online Plaforms,’ da de hver har mere end 45 millioner brugere i EU.
Med denne klassificering i hånden forlanger EU nu, at de tre pornosites indleverer risiko-analyser til EU, ligesom de omgående skal dokumentere, at de giver forskere og andre adgang til trafik- og annoncedata samt at de har indført forskellige former for såkaldte ‘mitigerende foranstaltninger’ i forbindelse med blandt andet mindreårige
Digital Services Act har i vid udstrækning til hensigt at gøre de store online-platforme yderligere ansvarlige for det indhold, som de præsenterer.
Det sker med henblik på at gøre online-verdenen ‘mere sikker og mere transparent,’ som det lyder det EU.
“De [store online-platforme, red] skal på effektiv måde identificere og adressere systemiske risici - især når det gælder mindreåriges velbefindende og ulovligt indhold,” lyder det fra EU.
Her peger kommissionen på, at man i forhold til de tre pornosites især vil være opmærksom på, om de sikrer beskyttelse af mindreårige mod det, der kaldes ‘skadeligt indhold,’ samt om de forhindrer viderebringelse af ulovligt indhold.
EU meddeler, at DSA trådte i kraft for Pornhub og Stripchat i går, 21. april, samt at reglerne træder i kraft for XVideos imorgen, 23. april.