Det er 40 år siden, at de pizza-gnaskende ninjaskildpadder Leonardo, Donatello, Michelangelo og Raphael så dagens lys som Teenage Mutant Ninja Turtles.
Siden er det blevet til en lang stribe tegneserier, tv-serier, film og computerspil, for det meste rettet mod børn og barnlige sjæle.
Men så begyndte i 2020 The Last Ronin, en dyster graphic novel i fem afsnit. Den foregår i en dystopisk fremtid, hvor tre af de oprindelige Teenage Mutant Ninja Turtles og deres mentor Splinter er blevet dræbt.
New York bliver brutalt styret af Hirito, som er barnebarn til skildpaddernes ærkefjende Shredder.
Den tilbageværende skildpadde Michelangelo er til gengæld blevet lidt af en bad-ass og vil nu have hævn på et langt mere blodigt og intenst niveau end tidligere set i TMNT-universet.
Den historie bliver nu til en spillefilm – og Paramount har på forhånd sat næsen op efter en R-rating, hvilket i USA betyder, at den ikke må ses af børn under 17 år. Præcis som det – helt med vilje – for eksempel er gået for Deadpool-filmene.
The Last Ronin var et kæmpe hit inden for graphic novel-genren og er skrevet af de oprindelige TMNT-skabere Kevin Eastman og Peter Laird.
Og hvis man ikke kan vente på spillefilmen, så kan man med fordel starte med at læse den og opleve en af sin barndoms hyggelige helte bruge sit eget og sine brødres våben på helt nye måder.
Filmen Teenage Mutant Ninja Turtles: The Last Ronin har endnu ikke en officiel lanceringsdato.