Artikel top billede

(Foto: Niels de Boissezon)

Taler til sanserne: Den sjoveste elbil, som du overhovedet kan få, ser ud til at blive kinesisk

Første kig på MG's legesyge Cyberster: Det ser ud til, at årets sjoveste bil bliver kinesisk.

Er du mere Facebook- end TikTok-generation, erindrer du måske, at MG-biler var noget med små vævre roadstere, der ræsede rundt blandt folk og fæ på snoede britiske sogneveje.

Den slags fortidsidyl ebbede ud, da MG gik konkurs i 2005.

Selskabet nuværende kinesiske ejere, konglomeratet SAIC, synes heller ikke indstillet på at genoplive den 20 år gamle tradition, da MG-mærket blev opkøbt for at leve en folkerepublikansk tilværelse i Kina.

De kinesiske ejere, som senere beskæftigede sig med snusfornuftige elbiler til skarpe priser, øjnede dog muligheden for at markere MG-mærkets 100- års fødselsdag med noget ganske unikt:

En moderne fortolkning af roadsteren, kaldet Cyberster.

Britisk DNA

Det, der her er blevet kreeret, er altså en åben sportsvogn med plads til to – men i dette nye århundrede er den skabt omkring en batteriplatform.

Der er så bare det aber dabei, at batterier er tunge, mens roadstere bør være lette på tå.

Denne grundlæggende modsætning har MG løst ved at tage en kapabel platform fra en mindre elbil (MG4) og klemt den ned under et sportskarrosseri, der fysisk set er større, end det ser ud til.

Resultatet er en godt 4,5 meter lang samt både lav og bred eldreven bil, der ser mere legesyg ud end noget andet, der kører på elektroner.

Den har endda sakse-døre – givetvis ikke noget, der holder vægten nede - men igen er det sjov og uglet hår, der lægges op til.

Stregerne til designet er endda strøget i Storbritannien, så lidt britisk DNA finder man endda i den kinesiske legetøjsbil. Man kan endda genkende lidt Jaguar XK i fronten og nogle frække Union Jack inspirerede baglygter – lige som på en Mini.

MG har dog begået en mindre undladelsessynd ved at 'glemme' at tilbyde bilen i ikonisk britisk ’racing green’.

Klar til spurt

Selv om Cyberster er bygget omkring samme platform som MG4, er det en noget anden bil, der tilbydes. Her er styretøjet fintunet mod præcision, mens affjedring, dæk og bremser er af en helt anden kaliber.

De får da også omkring to tons elbil at skulle håndtere.

Når nu Cyberster ikke kan være let på grund af sit 77 kWh store batteri, kan den da i stedet være hurtig.

Det bliver performance-versionen med 204 heste ved forhjulene og 340 bagved skam også. De 544 heste vil katapultere en fra nul til 100 på bare 3,2 sekunder.

Den 100 kilo lettere baghjulstrukne version med 340 heste bliver heller ingen sinke med nul til 100-tider på fem sekunder.

Strømeffektivitet er der i øvrigt ikke skelet til her. Her findet man ikke engang et ’øko’ køreprogram. Til gengæld tilbydes både ’Sport’ og ’Super Sport’-indstillinger til at stramme styring- og speeder-respons yderligere.

Af samme grund er rækkevidden ikke overvældende.

Men MG siger selv, at der sigtes efter op til 500 kilometer med det store batteri, mens performance-versionen nok vil være nærmere de 400 kilometer. Opladningen skulle dog, ligesom i MG4, foregå nogenlunde tjept med op til 150 kW.

Cockpit-følelse

Et er dog tal, noget andet er den oplevelse, som MG forsøger at skabe inde i kabinen ( eller rettere cockpittet) på en Cyberster.

Sæder og indretning i den rullende prototype, som Computerworld har haft adgang til, er beklædt med fine alcantara-overtræk og nogle metalflader, der synes at være både solide og behagelige, men måske grænser til det vulgære i udtrykket. Men en åben sportsvogn må jo også gerne have en lille bismag af midtvejskrise.

Kigger man mod rattet og instrumentbrættet, bliver udsigten mere sportslig, og der diskes op med intet mindre end tre skærme: En til infotainment, Carplay og des lige, en midterskærm til speedometer og øvrige instrumenter, samt en bonusskærm til race-info såsom batteri-temperatur, G-måler og track-tider.

Det blev dog alene til en statisk præsentation af bilen.

Men jeg kan allerede nu afsløre, at her er ikke nogen brølende rækkesekser eller V8’er til at akkompagnere dine køreture.

I stedet arbejder MG på at tilbyde tre slags lydkulisser til din kørsel: To slags motorlyde (jeg gætter på en slags simili-V8 brøl og en slags rumfærge-inspireret soundtrack) samt en helt lydløs indstilling, så både naturens lyde og dufte kan slippe ind i kabinen.

Sidstnævnte byder du naturligvis inden for ved at slå kalechen ned.

Her er desuden tale om en enkel, men effektiv sag, som kan slås op og ned på cirka 10 sekunder. Den kan endda opereres ved op til 40 kilometer i timen.

Unik sag

Selv om Cyberster kommer fra uventet kant, er der allerede nu grunde til at glæde sig til, at livet med elbil kan handle om andet end optimerede afskrivningskurver og opladningsseancer.

Man kan glæde sig over, at man nu kan bruge el på rendyrket sjov, og ud fra teknikbladet at dømme, er der grund til at tro, at der også udsigt til solide racer-evner.

Tilbage står dog syretesten, hvor MG skal lykkedes med at få to tons bil til at ændre kurs lige så ubesværet som en MG B årgang 1962 og dennes 900 kilo.

Hvorvidt det lykkedes, ved vi først senere på året.

MG beklager allerede nu, at bilen ikke bliver leveringsklar til sommeren, men satser på, at de første nøgler kan udleveres i fjerde kvartal i år.

Prisen kan MG heller ikke præcisere endnu – ud over at, priserne vil lande et sted mellem 500.000 og 1.000.000 kroner. Computerworlds bud er, at priserne vil begynde tættere på den halve end den hele million.

På sin vis kan MG om ikke andet indledningsvis selv sætte prisen, for markedet for eldrevne sports-cabrioleter findes ganske enkelt ikke i dag.


Loading ikon