Medarbejdere i mange ministerier har hele tirsdag haft store problemer med at få adgang til mails og it-systemer, som driftes hos Statens It.
Statens It har nemlig siden i morges været ramt af nedbrud og netværksproblemer, som har ramt mange af brugerne.
Organisationen har lige nu ikke noget bud på, hvornår systemerne igen er oppe at køre.
Statens It står for it-driften hos 21 ministerier samt underliggende styrelser og har omkring 40.000 brugere på en lang række forskellige systemer.
Netværks-problemerne hos Statens It har blandt andet ramt Statens Budgetsystem samt Navision Stat, der er statens store økonomisystem.
Økonomistyrelsen meddeler således tirsdag, at der ‘kan opleves problemer’ med at åbne både Statens Budgetsystem samt Navision Stat hos Statens It.
Problemer er ‘grundet generelle netværks-problemer,” lyder det fra styrelsen.
Til DR meddeler pressechef i Statens It, Rasmus Onskrev Kremmer, at der ikke er noget, der tyder på et hackerangreb.