Datatilsynet har på baggrund af et tilsyn fra 2023 udtalt kritik af to parkeringsselskaber.
Tilsynet dækkede over parkeringsselskabernes brug af videoovervågning i forbindelse med udstedelse af parkeringsbøder.
Datatilsynet satte fokus på området efter flere klager fra borgere. Det skulle derfor undersøges, om selskaberne levede op til oplysningspligten i forbindelse med optagelserne af borgere.
”Datatilsynet udvalgte tre større parkeringsselskaber og undersøgte hovedsagelig spørgsmålet om selskabernes overholdelse af oplysningspligten, når der udstedes en parkeringsafgift ved brug af kamerateknologi,” skriver Datatilsynet.
Myndigheden igangsatte undersøgelser af de tre parkeringsselskaber Avantpark, Oparko og Parkzone
Datatilsynet udtaler kritik af de to selskaber Avantpark – også kaldet Parking Solutions Danmark – og Oparko.
”Datatilsynet lagde vægt på, at selskaberne ikke oplyste parkanterne om behandlingen af deres personoplysninger, og fastslog, at denne information skulle gives senest ved udstedelsen af parkeringsafgiften,” skriver tilsynet om afgørelsen.
Datatilsynet mener, at den dataansvarlige skal tage aktive skridt for at opfylde oplysningspligten. Det er ikke nok at have oplysningerne om videoovervågning liggende på en hjemmeside.
Parkzone modtager ikke kritik.
”Datatilsynet konkluderede, at et selskab opfyldte sin oplysningspligt ved at linke til selskabets persondatapolitik i deres betalingspåkrav. Derved var den registrerede (parkanten), rettidigt, informeret om behandlingen af dennes personoplysninger,” meddeler tilsynet.