Efter en lang årrække med virkeligt elendige film- og serieudgaver af spil virker det til, at der er ved at komme hul på bylden. Især efter at HBOs velfortjente succes med serieudgaven af The Last of Us.
Lige om lidt har serien Fallout premiere, og nu kommer turen til filmatiseringen af Gearbox Softwares populære “Borderlands”-spil.
Spillet er klassisk sci-fi og foregår på planeten Pandora. Her forsøger store virksomheder at finde de såkaldte “Vaults” der gemmer på en lukrativ teknologi fra fremmede intelligensvæsener.
Planeten hærges dog både af banditter og farlige rumvæsner, som man skal skyde og dræbe for at overleve.
I filmudgaven følger man skattejægeren Lillith, der vender tilbage til Pandora for at finde datteren til den indflydelsesrige magnat, Atlas.
I sin søgen får hun hjælp af lejesoldaten Roland, sprængstofeksperten Tiny Tina, muskelbundtet Krieg, videnskabskvinden Tannis og den humoristiske robot Claptrap.
Her er også godt fyldt op på stjernerækkerne med bl.a. Cate Blanchett, Jamie Lee Curtis, Jack Black, Gina Gershon og Kevin Hart.
Filmen får biografpremiere 8. august i år og har således været ganske længe undervejs siden den blev annonceret tilbage i 2015.
Tag et første kig på traileren her.