Vil du være forsker, så forsk.
Så enkel lyder livsfilosofien for Forest M. Mims.
Opfinderen har ingen fine titler på cv’et, men nåede alligevel det akademiske olympen. Vejen derop er beskrevet i mesterhjernens erindringer ”Maverick Scientist: My Adventures as an Amateur Scientist”.
Mims blev født i 1944. Fra tidlig alder skulle alt undersøges og skilles ad, ofte gennem ret så farefulde eksperimenter. Mims er ikke en sindig tænker eller laboratorierotte, men en praktiker.
Blot 13 år gammel opfandt Forest M. Mims en slags radiostyring af raketter.
I 1960 byggede han en analog computer, som oversatte russisk til engelsk. Enheden blev købt af Smithsonian Institution og udstillet som klasseeksempel på en hjemmesnedkereret hobby-computer.
Mims blinde oldefar inspirerede den unge Ole Opfinder til at bygge et hjælpemiddel til blinde, der anvendte datidens nyeste teknik: Infrarøde dioder. Pulslys fra dioderne ramte overflader, og returlyset blev konverteret en lyd, som steg i styrke, når afstanden til en overflade blev mindre.
USA’s Air Force Weapons Lab ville gerne have fingre i det unge geni, men først skulle Mims have de rigtige stempler i papirerne, da han hverken opfyldte militærets faglige eller sikkerhedsmæssige krav.
Under Vietnam-krigen blev han fløjet til Saigon for at teste sit raketstyringssystem.
Mims var med til at grundlægge MITS, Inc., producent af den første kommercielle pc (med succes) og skrev et hav af hobbybøger om elektronik.
Bøgerne er solgt i over syv millioner eksemplarer. Naturligvis, fristes man til at skrive, har Mims også fungeret som rådgiver for NASA.
Magasinet Discover hylder Mims som en af “50 Best Brains of Science,” men den imponerende karriere havde næppe fået lift-off uden Mims krøllede hjerne og insisteren på selv at udforske, undersøge og bygge. Akademiske grader eller ej.
Titel: Maverick Scientist: My Adventures as an Amateur Scientist
Forfatter: Forest M. Mims