Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Peter Kruse køber sig ind i håndboldklub / Høj tilfredshed med MitID og borger.dk / Kollab med første regnskab efter navneskifte

Peter Kruse køber sig ind i håndboldklub. Høj tilfredshed med MitID og borger.dk. Kollab med første regnskab efter navneskifte. Særligt én type ransomware rammer Norden. Telenor Erhverv og Cisco guider i it-sikkerhed.

Sneen er tilbage i dele af landet, men som det fortærskede udtryk siger: I regn og slud kommer et eller andet ud - det samme gælder morgenbriefingen fra Computerworld.

Det er blevet torsdag, og Thomas Møgelbjerg sidder bag tasterne.

God læselyst og god dag.

Peter Kruse køber sig ind i håndboldklub

Peter Kruse har bygget to it-selskaber op fra bunden og tjent trecifrede millionbeløb på at sælge dem – men nu bevæger it-iværksætteren sig fra cybersikkerhed og over i en hel anden boldgade.

Peter Kruse kaster nemlig nogle af sine penge ind i håndboldklubben Skanderborg AGF.

På sin LinkedIn-profil skriver Peter Kruse, at han sammen med tre andre investorer vil sikre, ”at Skanderborg AGF håndbold i fremtiden spiller i toppen af den bedste liga hjerhjemme og med appetit og ambition på meget mere.”

”Det er vigtigt for byen, og det er med til at brande Skanderborg på landkortet,” fortsætter Peter Kruse, der i dag arbejder deltid som CISO hos ladeoperatøren Clever.

Høj tilfredshed med MitID og borger.dk

Og så til noget så sjældent som positiv omtale af offentlige digitale løsninger.

Tal fra Digitaliseringsstyrelsen viser nemlig, at mere end 7 ud af 10 danskere er tilfredse med de store offentlige digitale løsningerne, der blandt andet tæller Digital Post, MitID og borger.dk.

Samtidig er antallet af utilfredse brugere lavt. Under 6 pct. af brugerne er utilfredse på tværs af alle løsninger.

Hvis du har svært ved at tro på overstående, kan du her læse mere om 'Brugerundersøgelse af Digitaliseringsstyrelsens borgerrettede systemløsninger 2023'.

Kollab med første regnskab efter navneskifte

”Kendt dansk Microsoft-hus skifter navn efter 20 år: ’Der går ikke en uge mellem, at vi bliver kontaktet af en kapitalfond’”

Sådan skrev jeg selv 29. september 2023, da koldingensiske C2IT skiftede navn til Kollab, efter 20 år med samme navn, samme direktør og hovedkvarter i samme by.

Og nu har Kollab så afgivet sit første årsregnskab under det nye navn. Selskabet, der har i alt seks selskaber under paraplyen, kommer ud af 2023 med en stigning i bruttoresultat på 16 procent til 94 millioner kroner mod fra 81 millioner kroner i 2022.

“ Jeg er godt tilfreds med året og synes, det er imponerende, at vi økonomisk er kommet i mål med så flot et resultat. Der er blevet arbejdet hårdt, og alle i Kollabs seks selskaber har løbet meget stærkt – og 2023 har vist os, at det lønner sig. Vi holder fast i strategien om at have fokus både på organisk vækst, opkøb og investeringer i de mange nye spændende muligheder, der ligger i hele tech-markedet lige nu,” siger Carsten Sixhøi, CEO i Kollab.

Særligt én type ransomware rammer Norden

Det regner med ransomware derude, og den seneste Unit 42 sikkerhedsrapport fra Palo Alto Network viser – som altid fristes man til at sige - en markant stigning i antallet af angreb.

Men den kortlægger også, at særligt én type ransomware dominerer. I Norden var hele 20 procent af alle angreb nemlig forsaget af Lockbit-ransomware-typen.

LockBit har fungeret siden 2019 og har, to år i træk, været den mest effektfulde ransomware as-a-service-værktøj (RaaS). Med nedgangen i grupper som Conti, Hive og Ragnar Locker er LockBit blevet den foretrukne ransomware for mange trusselsaktører, som får op til tre fjerdedele af løsesummen, når de teamer op med LockBit-udviklerholdet, konkluderer Unit 42.

Dyk ned i hele rapporten her.

Telenor Erhverv og Cisco guider i it-sikkerhed

Vi bliver i emnet it-sikkerhed – eller mangel på samme.

Som jeg skrev i mandagens udgave af morgenbriefingen, viser tal fra Erhvervsstyrelsen, at 35 procent af alle små og mellemstore virksomheder i Danmark ikke har et tilstrækkeligt sikkerhedsniveau i forhold til deres risikoprofil.

Det kan krydres med tal fra Digitaliseringsstyrelsen, der viser, at hver sjette SMV ikke har implementeret backup af data og systematisk opdatering af software, som er blandt de mest basale it-sikkerhedstiltag.

Derfor udgiver Telenor Erhverv i samarbejde med Cisco nu en e-bog og afholder et webinar, som skal gøre det nemt for mindre virksomheder og opstartsvirksomheder at komme godt i gang med it-sikkerhedsarbejdet.

”Trusselsbilledet på cyberområdet udvikler sig konstant, i takt med at de it-kriminelle finder på stadig mere avancerede måder at angribe på. Her står de små og mellemstore virksomheder i en særlig sårbar situation, da de ofte har begrænsede ressourcer til at holde sig opdaterede på de nyeste tendenser, til at investere i de nødvendige it-tiltag og til at uddanne medarbejderne,” forklarer Mikkel Kruse, der er direktør for Telenor Erhverv.