Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
SKI har netop annonceret det nyeste skud på stammen af såkaldte Dynamiske Indkøbssystemer (DIS) nemlig SKI 02.19 Fagsystemer DIS.
Og denne gang er det en af de absolutte sværvægtere. Aftalen er såmænd udmeldt med en samlet forventet værdi på intet mindre end 22.889.000.000 kroner.
Man kan allerede købe fysiske it-produkter og løsninger, standardsoftware og nu altså også Fagsystemer leveret som SaaS løsninger på de Dynamiske Indkøbssystemer.
Om en måneds tid kommer SKI 02.14 it-konsulenter som DIS, og dermed må it-spillepladen indenfor SKI’s DIS vel siges at være blevet spillet ud.
Hvad et DIS er, har jeg skrevet om før, men i korte træk er der i et DIS ikke et fast sortiment, ej heller priser, og desuden er det åbent for markedet i hele systemets varighed – det vil sige, at ansøgere løbende kan optages i systemet.
I en rammeaftale er pris og sortiment fastlagt fra begyndelsen, og man kan derfor, under kontrollerede procedurer foretage direkte tildelinger på baggrund af konkrete behovsopgørelser.
Hvad karakteriserer SKI 02.19 Fagsystemer DIS egentlig?
Hvis man kigger i SKI’s definition af det, så er det fagsystemer, der leveres som ”Software as a Service” (SaaS).
Brugerne abonnerer på softwaren og får adgang til den via internettet eller via leverandørens applikationsprogramgrænseflader.
Servicen ejes, udvikles, vedligeholdes, forvaltes og driftes af leverandøren og skal være færdigudviklet. Der kan således ikke anskaffes udvikling på SKI 02.19.
Som på de fleste andre DIS er det forholdsvis enkelt at komme med på aftalen.
Systemet omfatter som tidligere nævnt ikke et på forhånd fastlagt sortiment.
SKI har defineret en række ydelsesområder, der alt andet lige dækker næsten alt, hvad man kan forestille sig, at det offentlige skulle efterspørge af it-løsninger. Det kunne være it-løsninger indenfor ydelsesområder som for eksempel ”sundhed” eller ”miljø”.
Så har man som leverandør en SaaS-løsning indenfor eksempelvis miljø, kan man sælge sin løsning til det offentlige via SK 02.19 DIS.
Ydelsesområderne er ganske overordnet defineret, så det vil næsten altid være muligt at få en given løsning dækket ind under et ydelsesområde. I miljøeksemplet er det defineret så overordnet som:
”Opgaver vedrørende havmiljø, herunder eksempelvis havstrategier og havmiljøberedskab, miljøbeskyttelse, herunder eksempelvis miljøregulering af virksomheder og husdyrbrug, jord- og grundvandsbeskyttelse og spildevandsrensning, miljøvurderinger samt affaldshåndtering, herunder affaldsordninger for husholdningsaffald og erhvervsaffald samt affaldsbehandling”
Og nævn mig lige en eller anden it-løsning, som lugter af miljø, der ikke ville kunne dækkes ind under denne overordnede beskrivelse.
Dermed må det vel egentlig siges at være nærmest et tag-selv-bord af løsningsmuligheder indenfor offentlige it-løsninger, eller hvad?
Tja, både og. Kunden skal hver gang offentliggøre sit konkrete indkøbsbehov og processe et miniudbud.
Den indledende dialog leverandør og kunde imellem vil derfor, som altid, være vigtig ved brugen af SKI 02.19 (og andre DIS aftaler), da kundens konkrete opgavebeskrivelse formentlig i høj grad vil være præget af input fra leverandører.
Så langt så godt.
Men det egentlige opmærksomhedspunkt her bør være leveringsaftalen, det vil sige kontrakten mellem leverandøren og kunden om en konkret anskaffelse.
SKI har udarbejdet en standardleveringsaftale, som kræves benyttet ved hvert indkøb på SKI 02.19 DIS.
Leveringsaftalen består af tæt på 60 siders tætskreven kontraktjura med en række underbilag, der selv for garvede SKI-leverandører formentlig vil rejse nogle om ikke røde, så i hvert fald gule flag i forhold til risiko og dertilhørende mitigerende foranstaltninger.
For eksempel er der en række krav til persondata og sikkerhed, både her og nu, men også fremtidige krav, for eksempel kommende NIS2-krav.
Et andet opmærksomhedspunkt kunne være vedr. ”Capacity on-demand”. Kunden kan indenfor det første år maksimalt nedjustere sit behov, for eksempel antal brugere, med 25 procent men kan omvendt opjustere principielt uendeligt.
Efter år et kan man nedjustere så meget man ønsker. Dette burde kunne afføde en hel del ”servietudregninger” i salgs-førerbunkerne rundt omkring vedrørende forventet omsætning i forhold til forskellige brugsscenarier.
Men er det så urimelige krav? Nej egentlig ikke, tværtimod er det ved første øjekast sådan set en ganske god kontrakt, og for de store tre-bogstavvirksomheder, der har erfaringerne og kompetencerne til at gennemgå dokumenterne, risikomitigere og opstille de nødvendige scenarier, vil det være business-as-usual.
Men for de mindre leverandører skal man nok tænke sig lidt om, inden man afgiver et tilbud på SKI 02.19 DIS. For man risikerer at blive kontraktligt bundet på nogle vilkår, man måske slet ikke havde forudset.
Problemet er, at ”one size doesn’t fit all” her. Leveringsaftalen er gearet til store anskaffelser som et ERP-system eller ESDH-system, men vil ofte virke som overkill for mindre specialiserede it-fagsystemer.
Bliver SKI 02.19 DIS så en succes?
Aftalen er udmeldt med en værdi på 23 milliarder kroner – det virker jo voldsomt, men det skal ses i forhold til, at DIS’en skal køre over 25 år, og dermed er vi ”helt nede” under en milliard kroner i forventet værdi pr. år. Men det er jo trods alt også stadig en sum.
SKI 02.19 DIS vil med næsten statsgaranti - på trods af det komplekse kontraktparadigme, der ligger bag - blive en succes.
En af de væsentligste grunde er, at man kan kombinere flere ydelsesområder i en anskaffelse. Så hvis man som en offentlig kunde skulle efterspørge en løsning der dækkede både sundhed og miljø så er det såmænd muligt.
Lige netop disse to områder er måske ikke så sandsynlige at købe sammen, men på ERP-området ser man ofte økonomisystemer, der ønskes købt med for eksempel vagtløsninger – det er også det, man kalder ”suiter”.
Lige netop den del har SKI ikke før kunnet dække, idet, at man ikke har kunnet indkøbe på tværs af de førnævnte ydelsesområder.
Dermed vil SKI pludselig kunne indfange en række anskaffelser, som før ville have været foretaget via ”rigtige EU-udbud.”.
Som altid vil det derfor blive en vurdering fra gang til gang for den offentlige kunde om brugen af SKI 02.19 DIS er bedre end at gå i sit eget EU-udbud, og som altid vil det afhænge af parametre som hvor travlt man har, forventet kontraktsum, kompleksiteten i anskaffelsen og så videre.
Og desuden skal man jo altid huske, at SKI ikke drifter DIS-systemet gratis og af altruistiske årsager.
Normalt har SKI taget 1 procent i provenu af kundebetalingen for at drifte en DIS, men i den nye SKI 02.19 DIS er det skruet op til 1,5 procent - så hvis de udmeldte 23 milliarder kroner kommer til at holde stik, vil SKI tjene cirka 350 millioner kroner de næste 25 år blot på SKI 02.19 DIS.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.