(Opdateret med nye oplysninger efter udgivelelse: Tallet er steget fra 21 til 25.)
21 rumænske hospitaler blev slået offline, efter et ransomware-amgreb ramte deres systemer og lukkede dem ned.
Det ramte system kaldes Hipocrate Information System (HIS) og bruges af hospitaler til at håndtere patientdata og medicinsk aktivitet.
Angrebet sendte systemet offline og krypterede databasen.
Det skriver Bleeping Computer.
"I natten mellem den 11. og 12. februar 2024 var et massivt ransomware-cyberangreb rettet mod produktionsserverne, der kørte HIS informationssystem. Som et resultat af angrebet er systemet nede, filer og databaser er krypteret," lyder det i en meddelelse fra det rumænske sundhedsministerium, som fortsætter:
"Hændelsen er under undersøgelse af it-specialister, herunder cybersikkerhedseksperter fra National Cyber Security Directorate (DNSC), og mulighederne for genopretning er ved at blive vurderet. "
"Sædvanlige forholdsregler er også blevet aktiveret for de andre hospitaler, der ikke er berørt af angrebet."
Eksperterne frarådede at kontakte hospitalernes it-teams, så det kan fokusere på at gendanne systemerne.
Efter angrebet måtte hospitalerne gå tilbage til at bruge papir til at skrive recepter og føre journaler.
"Efter 400 computere og servere blev lukket ned, arbejdede vi mest på papir," lyder det fra Mirela Grosu, chef for hospitalet IRO Iasi ifølge mediet, og han fortsætter:
"Alt foregår på papir, ligesom vi gjorde for år siden."
Det rumænske nationale cybersikkerhedskontor (DNSC) har meddelt, at hackerne brugte Backmydata ransomware, som er en variant af ransomware-familien Phobos.