Skulle nogen være i tvivl, så er ransomware en guldrandet forretning for hackerne og bagmændene, som i 2023 rundede en slags magisk milepæl på indtjeningssiden.
2023 blev nemlig året, hvor ransomware-industrien for første gang nogensinde rundede en milliard dollar i indtjening på at opkræve løsepenge fra angrebne virksomheder og organisationer.
Sådan lyder det i en ny opgørelse fra analysehuset Chainalysis, der konkluderer, at der i 2023 samlet blev betalt omkring 1,1 milliarder dollar i løsepenge til hackere verden over.
Beløbet er endda konservativt sat, lyder det fra Chainalysis, da ransomware-grupperne hele tiden bevæger sig, ligesom det ifølge selskabet er ‘vanskeligt’ at spore alle betalinger foretaget i kryptovaluta.
“Ransomware-bagmændene har i 2023 intensificeret deres aktiviteter med højt-profilerede institutioner i sigtekornet - inklusive skoler, sygehuse og myndigheder,” lyder det fra Chainalysis.
Analysehuset har målt kraftig vækst på alle parametere i 2023 - herunder både angrebenes størrelse og antal samt antallet af forskellige ransomware-typer i kredsløb. Det er steget med 538 nye varianter i 2023.
“Ransomware-angreb blev udført af en bred vifte af bagmænd fra store syndikater til mindre grupper eller enkeltpersoner,” lyder det fra Chainalysis.
Mest udbredte
De mest aktive ransomware-typer i 2023 var ifølge Chainalysis:
- Play.
- Dark Angels.
- Ransomhouse.
- Cl0p.
- Royal.
- Alphv/Blackcat.
- Blackbasta.
- LockBIT.
Går efter store ofre
Analysehuset peger på, at det er en tydelig tendens for tiden, at ransomware-grupperne går efter store og lukrative mål. Chainalysis kalder det for ‘big game hunting.’
Det betyder, at de lancerer færre angreb, men med større mål, der kan udløse større betalinger per angreb.
“Big gamle hunting er blevet den dominerende strategi over de senere år, hvor en voksende del af ransomware-betalingerne udgøres af dusører på mere end en million dollar,” lyder det fra Chainalysis.
En anden voksende tilgang er såkaldt ‘Raas’ - Ransomware as a Service.
Her kan ransomware-gruppens samarbejdspartnere få adgang til ransomwaren til selv at udføre angreb. Til gengæld skal de betale en andel af udbyttet til ransomware-gruppen.
Du kan læse mere om situationen på ransomware-markedet i 2023 hos Chainalysis her.