SVM-regeringen er kommet med et udspil til sin nye ældrereform, der skal tilføje en milliard kroner til området.
Heraf skal 150 millioner kroner gå til teknologi i ældreplejen i perioden 2025 til 2027.
Velfærdsteknologien kan for eksempel komme i spil i form af skærmbesøg i ældreplejen og sensorteknologier, der holder øje med borgerens søvn.
Et af formålene er at frigive timer for de ansatte afhjælpe manglen på arbejdskraft.
”De dygtige og dedikerede medarbejdere skal netop kunne møde de ældres forskellighed og behov. De skal kunne bruge deres faglige dømmekraft og yde den omsorg og pleje, de er i faget for,” udtaler ældreminister Mette Kierkgaard (M) i en pressemeddelelse i forbindelse med udspillet.
Der skal også ses nærmere på nye indkøbsmodeller og samarbejder mellem offentlige myndigheder og private organisationer.
Udover de 150 millioner kroner foreslår regeringen at etablere et partnerskab bestående af relevante ministerier, KL, Ældre Sagen, FOA, Dansk Erhverv, Dansk Industri, Danish.Care, Ergoterapeutforeningen og andre relevante aktører på området, som skal komme med anbefalinger til at udbrede velfærdsteknologi.
Derudover foreslår regeringen, at der oprettes og uddannes et frivilligkorps gennem Ældre Sagen, der skal hjælpe ældre med bedre at forstå og bruge ny teknologi.
Forslaget vækker glæde hos brancheorganisationen IT-Branchen.
”Der ligger et kæmpe potentiale i at bruge velfærdsteknologi, og derfor er vi glade for, at der nu afsættes 150 millioner kroner af til at udbrede løsningerne i hele landet. Det vil kunne aflaste og hjælpe rigtigt mange, hvis det gøres rigtigt,” udtaler Freddy Lykke, direktør for Sirenia og forperson for IT-Branchens Policy Board for Digital Sundhed, i en pressemeddelelse.