OpenAI har netop udgivet opdateringer til deres GPT-4 Turbo-model, der sigter mod at løse problemer med det, der af flere er blevet beskrevet som 'dovenskab'.
Opdateringen fra OpenAI har især fokus på at forbedre præstationen, i særdeleshed inden for opgaver som kodegenerering.
Det skriver OpenAI i et blogindlæg.
Ifølge AI-selskabet fuldfører GPT-4 Turbo nu opgaver mere grundigt end den tidligere forhåndsvisningsmodel og har til formål at reducere tilfælde, hvor modellen ikke fuldfører en opgave på grund af det, der beskrives som 'dovenskab'.
Der er dog ingen detaljer om, hvilke ting der er blevet opdateret i modellen.
Flere klager: Chatbotten nægter at udføre opgaver
Der har i den seneste tid været flere brugere, der har klaget over, at chatbotten ofte har nægtet at fuldføre opgaver og skudt skylden på manglende opdateringer af GPT-4.
Den nye opdatering gælder dog for GPT-4 Turbo, derfor kan brugere af GPT-4 fortsat oplever problemer med dovenskab.
Ifølge OpenAI er mere end 70 procent af brugerne af GPT-4 via API'en skiftet til GPT-4 Turbo, fordi denne har en mere opdateret vidensbase, der strækker sig helt frem til april 2023.
Samtidig har selskabet annonceret, at der vil komme flere opdateringer til GPT-4 Turbo i de kommende måneder.