Houthi-militsernes missil-angreb mod skibe i Det Røde Hav kommer til at kunne aflæses direkte i hardware-producenten Logitechs regnskaber.
Selskabet producerer sine produkter som mus, højttalere, webkameraer og den slags på fabrikker i Asien og fragter dem til de indbringende markeder i Vesten med skibe, som typisk går gennem Det Røde Hav.
Men angrebene fra houthierne i Yemen tvinger nu rederierne til at finde andre veje.
Det har fået fragtpriserne til at stige. Og desuden forlænger det transporttiderne markant.
“Det tager os nu 30 dage længere at få vores produkter flyttet fra Asien og til Europa, og det vil få betydning for de kommende kvartaler,” siger CEO Hanneke Faber til Reuters.
Det skyldes ikke mindst, at Logitech ifølge hende er nødt til at betale for 30 dages transport, ligesom lager-logistikken forstyrres.
Hanneke Faber - der tiltrådte som CEO for Logitech 1. december - siger, at selskabet vil sende produkter med fly til Europa i visse tilfælde.