Artikel top billede

(Foto: JOHN PLATT)

Streaming: Kendt lommetyv er tilbage

Lommetyven Jack Dawkins træder fra Charles Dickens’ bogklassiker og ud på skærmen, hvor han starter karriere som kirurg i 1850’ernes Australien.

Det er ikke første gang, at streamingtjenester gendigter på eksisterende figurer. For eksempel genfortolker den prisvindende serie ”Sherlock” historier og karakterer fra bøgerne om Sir Arthur Conan Doyles nærmest overmenneskeligt indsigtsfulde detektiv.

Nu brygger Disney videre på én af forfatteren Charles Dickens’ mest berømte karakterer.

Serien The Artful Dodger handler om lommetyven Jack Dawkins, som er en central figur i romanen Oliver Twist.

Serien foregår 15 år efter begivenhederne i bogen, hvor Jack har etableret sig i kolonien Port Victory i Australien og lagt kriminaliteten på hylden.

Han er nu blevet kirurg og udfører med glæde – og selvsagt betydelig fingerfærdighed – sit arbejde foran begejstrede menneskemængder.

Men hans nye liv ser straks ud til at tage en drejning, da bandelederen Fagin tvinger ham tilbage i kriminalitetens verden.

De to har en i forvejen en noget kompleks fortid sammen i Londons underverden, hvilket Fagin udnytter groft til at nå sine mål.

Samtidig udvikler Jack et forhold til guvernørens datter, Lady Belle Fox, som han forsøger at undervise i kirurgi.

Jack Dawkins spilles af Thomas Brodie-Sangster, som mange vil genkende fra hans rolle som Jojen Reed fra “Game of Thrones".

Serien har premiere 17. januar på DIsney+ og indeholder otte afsnit. Du kan tage et kig på traileren her.