Kun yderst få pc-producenter har igennem tiderne formået den svære kunst det er at forene potent hardware med slank, stærkt og elegant design, som i Apples Macbook Pro maskiner.
En af pc-verdenens få garanter for stil og styrke har været Dells XPS-maskiner, hvor nyeste kollektion nu angriber Macbook Pro-kollektionen direkte med nye 14 og 16 tommers varianter, der matcher Apples nydelige maskiner.
XPS-seriens 15 og 17 tommer varianter afløses nu af XPS 14 og XPS 16, som hver især krymper lidt, mens der i maskinrummet gøres plads til Intels spritnye Core Ultra processorer med særlige AI-evner.
Vigtige opgraderinger
Efter at have vekslet mellem at anvende aluminium og kulfiber, byder den nye XPS-generation alene på en konstruktion i CNC-forarbejdet aluminium, mens skærmen i XPS 14 og XPS 16 ny strækker sig over henholdsvis 14,5 og 16,3 tommer – og dermed en anelse større end i den nuværende Macbook Pro kollektion, men mindre end XPS 15 og dennes 15,6 tommer og XPS 17 og dennes 17 tommer display.
Begge modeller kommer i grundmodeller med Full HD display i 16:10 format, men kan ekviperes med henholdsvis 3,2K eller 4K 120Hz touch-display af den farve- og kontrastrige OLED type.
Ligesom i forrige XPS-generationer er der gjort meget for at gøre kanterne omkring displayet så smalle som muligt, en kunst som dog er gjort Dell efter hos de fleste øvrige pc-producenter siden.
Det er et tilbageværende kritikpunkt for serien, det middelmådige webkamera, synes dog at være adresseret, da der omsider tilbydes et Full HD webkamera.
Vægten lyder på henholdsvis 1,74 og 2,2 kilo for OLED-maskiner, som er udstyret med Nvidias RTX 4050 grafik. XPS 16 kan yderlige styrkes med en opgradering til Nvidia RTX 4060 eller 4070 grafikkort, der her får lov til at suge op til 80 watt. Grafikkortet i XPS 14 er her begrænset af, maksimalt at kunne trække 30 watt.
Begge maskiner nyder godt af firedobbelt højttalersetup, som i XPS 16 får lov til at 10 watts lydtryk mod otte i XPS 14 og i de forrige års modeller.
Det er Intels nyeste Core Ultra processorer, der driver løjerne her med Intel Core 7 Ultra 155H i grundkonfigurationerne. XPS 16 kan som den eneste konfigureres den kraftigste 14. generations Intel-CPU: Core Ultra 9 185H.
En vigtig opdatering finder man også på batterifronten, hvor XPS 14 og 16 får henholdsvis 70 og 100 Wh at rutte med – omtrent det samme, som man finder i Macbook Pro 14 og 16.
Kommer snart sammen med en lille 13’er
Ud over de nye XPS-formater, får sidste års XPS 13 Plus en overhaling i form af Intels nye Core Ultra processorer i maskinrummet, hvor der tilbydes op til 16 kerner i en Intel Core Ultra 165H, mod op til 12 tidligere.
Her diskes samtidig op med 13,4 tommer Full HD eller op til 2,8K OLED-skærm i en enhed, hvor vægten holdes nede på 1,2 kilo – hvilket dog betyder, at der ikke kan tilbydes noget dedikeret grafikkort til at løfte tungere grafiske opgaver.
Batteriet er ligesom hos forgængeren begrænset til 55 Wh.
Dell Danmark oplyser ikke nogen officielle priser endnu. Alle tre maskiner får dog salgsdebut inden marts måned i år.