For få år siden var elbiler stadig noget helt unikt på de danske veje. Ladetiden var lang, rækkevidden var kort, og det virkede umiddelbart besværligt at skifte benzin- eller dieselbilen ud med en elbil.
Men i 2023 var danskernes enormt sultne på køb af nye elbiler, og på under et år er der kommet 100.000 nye elbiler på de danske veje. Dermed når den danske elbilbestand nået en ny milepæl på 200.000.
Det skriver De Danske Bilimportører og FDM i en fælles pressemeddelelse.
"Bilsalget har i 2023 været helt elektrisk. På bare lidt over et år har vi fordoblet antallet af elbiler på vejene til nu 200.000. At danskerne i den grad har fået appetit på at køre elbil, mærker vi tydeligt i FDMs købsrådgivning, hvor syv ud af 10 henvendelser i dag handler om enten valg af elbil eller opladning,” udtaler administrerende direktør i FDM, Stina Glavind.
Forude venter dog en risiko for en opbremsning i salget af elbiler, da de seneste års favorable afgiftsfritagelser står til at blive udfaset i 2026.
Tesla trækker fra
Den mest populære elbil i Danmark er måske ikke så overraskende Tesla Model 3 og Y, der også har fået skåret enorme summer penge af købsprisen det seneste år. Tilsammen findes der nu 53.748 af de to Tesla-modeller på de danske veje.
Og der er langt ned til den tredje mest populære elbil i Danmark, VW ID.4, der er registreret 10.256 af i Danmark.
Se top 20 over de mest populære elbilmodeller i den danske bilbestand for personbiler til højre.