Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
God morgen her fra Manhattan.
Så er 2023 ved at være historie, og 2024 står for døren.
AI blev det store emne - udover et par grimme krige - og det fortsætter selvfølgelig med at dominere debatter på en masse områder i de kommende år.
Nvidias direktør blev udråbt til årets CEO af The Economist, fordi han for snart mange år siden forudså behovet for en masse (dyre!) GPU'er til at trække hele AI-toget. Tillykke til ham.
Og nu, hvor vi taler om chefer (private og offentlige), der ikke fortjener ros i samme grad - så lad (please!) 2024 blive året, hvor vi lærer at sætte 50-100 procent ekstra af på budgettet til it-sikkerhed på alle it-projekter, året, hvor man indser, at de fem supersygehuse skal rives ned og fem ens sygehuse skal bygges ét for ét i stedet - og året, hvor det offentlige og private tager cybersikkerhed og digitalisering seriøst.
Det ER ikke bare noget, vi leger.
2024 bliver også året, hvor det lykkes for militæret at købe ét eller andet. Bare ét eller andet. Det kan jeg mærke. Alle gode gange 42.
Lirum-larum er ordet, der bedst beskriver det offentliges og privates tilgang til cybertrusler og it-sikkerhed.
Tusind tak til Jens for at donere det udtryk til mig på en god restaurant for nylig.
Det læner sig op af andre gode, danske ord som dillerdaller, hovskisnovski, skuddermudder og ævlebævle, der pudsigt nok ALLE egner sig, når vi taler sikkerhed i Danmark - virtuel og fysisk. Lirum-larum.
Jeg tror den nationale, danske økonomi - det vil sige Novo - klarer sig godt også i 2024 og at udviklingen med mere end fuld beskæftigelse og stærkt nedsat (effektiv) arbejdstid for de mange mennesker med meget mærkelige jobs fortsætter ufortrødent.
Lad os derfor komme ind i 2024 for fuld hammer og starte året med en reparations-drink eller to (herovre kan man blot købe en dunk Spicy V8 Juice og "spike" den med et skvæt Tito's Vodka og lidt tabasco - så har man en lynhurtig Bloody Mary).
TAK for læsningerne og kommentarerne af og til mine klummer i 2023.
Godt nytår alle sammen og SKÅL!
PS: Videoversionen af ovenstående kan ses her:
PPS: Virker linket ikke så kan Mogens ses lige her.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.