Fra januar måned bliver det et krav at have slået tofaktorgodkendelse til, hvis man vil benytte alle funktionaliteter i den Microsoft-ejede udviklerplatform GitHub.
Hvis man ikke gør det, vil man som bruger ikke have adgang til en lang række funktioner.
Det skriver udviklerplatformen i mails til brugerne, rapporterer BleepingComputer.
"Dette er en påmindelse om, at vi har meddelt, at vi kræver, at brugere, der bidrager med kode på GitHub.com, aktiverer tofaktorgodkendelse (2FA)," lyder det blandt andet i e-mailen.
Skæringsdatoen er 19. januar 2024, hvorefter brugere, der ikke har slået tofaktorgodkendelse til, altså vil opleve, at GitHubs funktionalitet bliver mærkbart forringet, lyder det.
GitHub bekendtgjorde allerede i midten af 2022, at man ville indføre tofaktorgodkendelse og har inden for det seneste stykke tid udsendt mails til brugere på platformen, der endnu ikke har slået denne sikkerhedsforanstaltning til.
Her opfordres brugerne til at aktivere foranstaltningen så snart som muligt.
Efter 19. januar 2024 vil Personal Acces-tokens, der er konfigureret tidligere, SSH-keys og apps fortsat virke.
Men brugere, der ikke har slået tofaktorgodkendelse til, vil ikke have mulighed for at udvikle nye tokens eller ændre i deres brugerindstillinger, medmindre de også aktiverer tofaktorgodkendelse.