Conscias danske afdeling havde i 2023 regnet med en ”single-digit”-vækst på maksimalt ni procent, men det seneste år er gået over alt forventning for den danske netværks-integrator.
Salget vokser hele 29 procent sammenlignet med sidste år, og omsætningen lander nu på lige under 1,6 milliarder kroner i 22/23-regnskabet sammenlignet med 1,2 milliarder året før.
”Resultatet var særligt stærkt inden for salg af hardware og software, understøttet af en høj vækst i softwareabonnementer og en stabil vækst i vores serviceforretning,” fremgår det af regnskabet.
Concia skriver desuden, at omsætningsvæksten primært har været drevet af et stærkt salg og en normalisering af de problemer med forsyningskæden, som selskabet oplevede i 2021/22.
Driftsresultatet (EBIT) lyder på 126 millioner kroner mod 108 millioner i det foregående regnskabsår – en vækst på 16 procent.
Conscia fremhæver, at de i løbet af 2023 er blevet årets partner i Danmark af Palo Alto Networks og ”Customer Centric Partner of the year” i Norden af VMware.
Kigger man over de seneste fire år, har Conscia Danmark nu tæt på fordoblet sin omsætning. I 19/20 lød omsætningen på 876 millioner kroner.
I samme periode er Conscia gået fra 135 medarbejdere til i dag 204 medarbejdere.
Conscia Danmark, der har hovedkvarter i Brøndby uden for København, har siden etableringen i 2003 satset entydigt på netværksteknologi fra Cisco.