Artikel top billede

Den moderne iPod er en kompakt sag, der er proppet med lydchip af meget høj kaliber, og det kan høres. (Foto: Peter Hyldahl / Computerworld)

Test: Det moderne svar på en iPod er en Stradivarius i forhold til din smartphone

En DAP er en digital bærbar musikafspiller, der kan spille digitale musik, filer i meget høj opløsning, streame via Wi-Fi og meget mere. Men giver iBasso DX170 overhovedet mening i en verden med stadig bedre smartphones?

De har været på markedet i årevis, men har været forbeholdt de få. Digital Audio Player som de mundret hedder, står for er reelt en form for iPod i med opdateret teknologi.

For her kan du afspille musik, som du har downloadet i meget høj bitrate, og derfor høj lydkvalitet. Men du kan også streame via musiktjenester – så længe du har adgang til Wi-Fi.

iPod med Android

Producenter som Sony har begået DAP-afspillere i mange år, men har kun en meget kostbar enhed til salg i dag. Den testede iBasso DX-170 koster 3.300 kroner, og for de penge får du faktisk ret meget.

Salget og udbuddet af DAP stiger stadig til trods for, at de for længst skulle være uddøde, nu hvor vi har så velfungerende smartphones.

Det skyldes dels at generationer, der er vokset op med MP3-lyd, har fået ørerne op for, at der er bedre lydkvalitet at få. Men måske også det faktum, at flere af os gerne vil lægge mobilen fra os, når vi har fri.

Den testede enhed har en 5” touchskærm og vejer blot 165 gram og har batteri, der skal holde op til 11 timer. Det afhænger dog meget af, hvordan den bruges – især skærmen. Men med lidt god vilje holder den fint 9-10 timer.

Der benyttes Android 11-styresystem og eneste forskel i forhold til en smartphone er, at du ikke kan ringe fra den.

Til gengæld har den Micro SD-kort læser i siden (tager op til 2 GB kort) og i øvrigt 32 GB internt lager.

Det er med MangoPlayer, at du styrer musikken, som du har hentet fra for eksempel din CD-samling, som du kan konvertere til FLAC eller andre streaming-formater.

Men du kan også hente (købe) filer fra musik-udbydere i en meget høj kvalitet. Vi taler her, at et album let kan fylde mange GB.

iBasso håndterer de såkaldte MQA-filer og helt op til 32 bit musik nappes også let.

Let betjening

IBasso starters op som en helt almindelig Android-enhed. Som sagt kan du hente programmer og bruge den helt på linje med andre Android-enheder.

I siden finder du en drejeknap til volumen samt tre betjeningsknapper, der kun bruges når du spiller musik.

Knapperne og programmet til musikhåndtering af de filer, som du har på den interne hukommelse på 32 GB eller et Micro SD-kort, fungerer fremragende.

Eneste ulempe er, at hver gang jeg tager enheden i hånden, kommer jeg til at klemme på en af knapperne, og den skifter nummer.

MangoPlayer-programmet har en lang vifte af muligheder til at justere på lyden, lydkvaliteten med mere. Det fungerer alt sammen fremragende uanset, om jeg benytter et kabel til hovedtelefonen eller tilslutter via Bluetooth.

Desværre fungerer disse justeringer kun på lagret musik og ikke, når musik streames via en streaming-tjeneste.

Til gengæld kan du hive lyden ud via Bluetooth, to forskellige kabel-løsninger samt både optisk digitalt eller via USB-C, hvis du vil tilslutte den en ekstern digital konverter. Eller måske en forstærker i dit musikanlæg, der har indbygget digital konverter.

Giver høj lydkvalitet overhovedet mening?

Da der ikke er mulighed for mobilt netværk, er du afhængig af at være i nærheden af et Wi-Fi-netværk eller lave Wi-Fi-deling for at få iBasso til at fungere med en streaming-tjeneste.

Det er naturligvis et helt springende punkt for mange brugere, og her er en standard smartphone iBasso langt overlegen.

Så hvorfor overhovedet overveje en DAP-spiller? Går du op i lydkvalitet, vil du kunne høre endog meget stor forskel fra smartphone til DAP.

IBasso er langt mere dynamisk, velopløst og i det hele taget lækker at lytte musik til. Det selv når jeg sammenligner med samme streaming fra samme udbyder på henholdsvis min iPhone og DX170 afspilleren.

De højt opløste filer, som du kan købe og lagre, har en endnu højere lydkvalitet. Ja selv tilsluttet et musik-anlæg kan den give et kæmpe løft.

Jeg har prøvet den på streaming-højttalere og et stort hi-fi-anlæg og på begge kan jeg tydeligt høre, hvor høj lydkvaliteten er.

Men det springende punkt er, om det giver mening. Det gør det, hvis du går meget op i lyd og vil have din smartphone lagt væk, når du har fri.

Personligt finder jeg det rart at kunne lægge min smartphone væk, når jeg vil lytte til musik og slappe af. Det uanset om det er er i hovedtelefoner, i bilen eller over en Bluetooth højttaler.

Isoleret set giver denne type enhed rigtigt mange muligheder – herunder som sagt også at kunne tilsluttes digital konverter eller forstærker med indbygget D/A-konverter og give et kæmpe løft til kvaliteten.

Derfor ender jeg på en høj karakter. Er du mere end tilfreds med lyden fra din smartphone eller er behovet ikke til stede, er svaret jo ligetil og du kan spare pengene.

Men vil du give det et løft og samtidig lægge telefonen fra dig, når du har fri, er den bestemt værd at overveje.


Loading ikon