Pessimistiske Facebook-iagttagere udpeger det amerikanske valg i 2016 som platformens demokratiske syndefald, og her taler vi ikke om maskinstormere med en muggen boomer i ascendanten; de modløse brugere er tidligere ansatte hos Facebook.
En gruppe af disse såkaldte insiders har taget bladet fra munden over for Wall Street-journalist Jeff Horwitz.
Resultatet er ”Broken Code”. I sin bog rører Horwitz en cocktail af forbløffende statistikker, udsagn og anekdoter om Mark Zuckerbergs imperium.
Facebook var tænkt som en social delingstjeneste. Bagvedliggende brugerdata blev dog den egentlige guldkalv og selve Facebooks økonomiske raison d’être.
Realiteterne boblede op til overfladen i 2016, hvor præsidentkandidat Donald Trump og hans tilhængere satte nye standarder for misinformation.
Flere ansatte i Facebook indså, at algoritmer kunne trumfe etiske hensyn. For eksempel ved deling af informationer, som ikke altid var lige fine i kanten.
Facebook er siden blevet kritiseret for at understøtte hadtale og opildne til stofmisbrug og racisme. Nogle brugere med VIP-status får tilmed løsere tøjler i forhold til Facebooks offentlige regelsæt.
Navneskiftet i 2021 til Meta har ifølge Jeff Horwitz ikke ændret forretningsmodellen og den tekniske arkitektur bag.
Eksempler i Broken Code viser, at ledelseslaget endda er klar over problemet, men intet gør ved det.
Bogens påstand er, at udlugning blandt de mest hadske profiler koster for meget på bundlinjen i firmaets regnskab, og ikke kun fordi det kræver ressourcer at moderer effektivt.
Debat skaber nemlig også trafik og dermed mulighed for at høste endnu flere brugerdata og annoncedollars.
I stedet får ansatte hos Facebook besked på holde mund, hvis de da ikke får en fyreseddel. Nogle af dem, som nægtede at tie stille, tog konsekvensen og taler nu ud i Broken Code.
Titel: Broken Code: Inside Facebook and the Fight to Expose Its Harmful Secrets
Forfatter: Jeff Horwitz