It-selskabet Unisys i Danmark har vist sig at have haft et større hul i pengekassen end først antaget.
Lidt før jul oplyste selskabet, at moderselskabet ville spytte 35 millioner kroner i pengekassen i den danske forretning efter store tab.
De 35 millioner kroner var ikke nok. I det netop offentliggjorte regnskab for 2004 fremgår det, at moderselskabet i USA i stedet er trådt til med 65 millioner kroner.
- Driftsresultatet var minus 59 millioner kroner, og det var mere, end vi havde estimeret. Så vi forhøjede kapitalindskuddet for at være på den sikre side, siger Gunnar Hesse, der er administrerende direktør for Unisys i Norden.
Områder har fremgang
Men efter fire år med store tab, og sidste år det største af dem alle, er der udsigt til fremgang, mener selskabets nordiske topchef.
- Vi har fået flere store ordrer i årets første fem måneder, og flere er på vej, så det er ikke bare taget ud af den blå luft, siger Gunnar Hesse, der er administrerende direktør for Unisys i Norden.
Unisys hev for få uger siden en ordre i land på bredbånd og infrastruktur for forsyningsselskabet Tre-Fors bredbåndssatsning i Trekantsområdet.
Unisys A/S | Årsregnskab | |
Millioner kroner | 2004 | 2003 |
Omsætning | 111,6 | 138,0 |
Resultat af primær drift (EBIT) | -57,8 | -22,9 |
Resultat før skat | -58,9 | -23,3 |
Resultat | -58,9 | -23,3 |
Egenkapital | 18,8 | 12,7 |
Antal ansatte | 100 | 106 |
Inden for serverkonsolidering er der indgået en ny aftale, som endnu ikke kan offentliggøres.
Endelig er store investeringer i opbygning på konsulentområdet henvendt til den offentlige sektor begyndt at give afkast, oplyser direktøren.
Flere ordrer er tegnet tidligere på året, og flere er på vej. De bedre udsigter er blandt andet et resultat af, at Unisys har justeret forretningen.
Mere fokus
På outsourcing-området går Unisys for eksempel målrettet efter de store virksomheder, ikke de allerstørste globale, men internationale virksomheder, der har hovedsæde i Norden.
Dem ligger der en del af i Danmark, oplyser direktøren.
- Tidligere sprang vi på alt, som man siger på svensk. Nu har vi valgt at være fokuseret på det her område, og det begynder at give resultater, siger svenske Gunnar Hesse.
Han ønsker ikke, med henvisning til det børsnoterede moderselskab, at sætte konkrete tal på, hvad udviklingen kommer til at føre med i indeværende års regnskab.
- Men vi kommer til at se en betydelig vækst og et klart forbedret resultat, siger Gunnar Hesse.