Presset på OpenAI's bestyrelse fortsætter med at stige, efter selskabet i fredags fyrede sin topchef Sam Altman.
En beslutning der har fået størstedelen af selskabet 700 personer store medarbejderstab til at true med sige op, hvis han ikke blev genansat.
Selvom Microsoft topchef Satya Nadella mandag morgen meddelte, at it-giganten har ansat Sam Altman i en særlig rolle, hvor han skal stå i spidsen for nye projekter med kunstig intelligens, så skriver amerikanske The Verge, at det langt fra er mejslet i sten, at Sam Altman rent faktisk også ender hos it-giganten.
Åben for tilbagekomst
For ifølge mediet er både Sam Altman og med medstifter Greg Brockman villige til at vende tilbage til OpenAI, hvis de bestyrelsesmedlemmer, som fyrede Sam Altman, til gengæld trækker sig.
Sam Altman tilbagekomst vil således blot kræve, at to ud af selskabet tilbageværende tre bestyrelsesmedlemmer skifter holdninger.
OpenAI’s forskningschef Ilya Sutskever, som dog ikke er bestyrelsesmedlem, men menes at have været med til at støbe kuglerne bag fyringen, har allerede fortrudt sin rolle i det interne opgør.
“Jeg fortryder dybt min deltagelse i bestyrelsens handlinger. Det var aldrig min mening at skade OpenAI. Jeg elsker alt det, vi har opbygget sammen, og jeg vil gøre alt, hvad der står i min magt for at genforene selskabet,” skrev han i et opslag på det sociale medie X mandag.
Kryptisk melding fra Microsoft-topchef
Microsoft er i forvejen med stor-investor i OpenAI og angiveligt har alle de ansatte hos OpenAI et stående tilbud om at de kan blive ansat hos selskabet.
Og i et interview med den amerikanske tv-station CNBC mandag, blev Microsofts topchef Satya Nadella spurgt om, hvorvidt Sam Altman og andre ansatte fra OpenAI rent faktisk også vil blive en del af medarbejderstaben hos Microsoft.
Herfra lød det kryptiske svar, fra Satya Nadella:
“Det er op til bestyrelsen i OpenAI, den daglige ledelse og de ansatte at afgøre,”
Samtidig slog han fast, at Microsoft var interesseret i et fortsat partnerskab med OpenAI, og at det både kunne foregå ved, at de relevante personer forblev i OpenAI eller blev en del af Microsoft.
“Jeg er åben for begge løsninger,” sagde Microsoft-topchefen.
Samme tvetydighed kunne aflæses i et opslag på X fra Sam Altman, hvor han slog fast "at vi komme alle til at arbejde sammen igen. På den ene eller på den anden måde".
Har arbejdet på fusion
Samtidig kan Silicon Valley-mediet The Information nu berette, at OpenAI arbejder på en redningsplan, hvor selskabet skal fusionere med Anthropic, der er et andet kunstig intelligens-startup, som er stiftet at tidligere OpenAI-folk og har Amazon samt Googles moderselskab Alphabet blandt sine investorer.
Anthropic-stifterne forlod i øvrigt også OpenAI på grund af en konflikt, der handlede om sikker udvikling af kunstig intelligens-løsninger, og har efterfølgende udviklet en chatbot ved navn Claude, der er direkte konkurrent til ChatGPT.
Ifølge mediet har Anthropics topchef Dario Amodei dog afvist, at selskabet er interesseret i en fusion.