Bare lige før fanboy-beskyldningerne begynder at flyve: Denne anmeldelse er skrevet af en inkarneret Windows-bruger, som har det svært med MacOS's tilgang til vinduer, mapper, tilknyttede drev og alt muligt andet.
Men med det sagt, så er det ikke til at komme uden om, at hvis du er på jagt efter en bærbar computer med ydelsen helt i top, rimelig vægt og en god batterilevetid, så er svaret en Macbook Pro.
Det var allerede erkendelsen, da jeg testede MacBook Pro 16 fra 2022 med en M2 Max processor, som i de fleste test, som jeg smed efter den, var rigtig, rigtig hurtig.
Kan løbe fra gaming-maskiner med topudstyr
Hurtigere end selv top-udstyrede gaming-bærbare med Intels i9 processorer og RTX4000-serie grafikkort. Og hurtigere end mange desktop-maskiner.
I test som Cinebench R23, hvor antallet af processorkerner er afgørende, kunne maskiner med Intels i9 13900HX (24 kerner) dog fortsat spæne fra MacBook´ens M2 Max med 12 kerner.
Til gengæld skal du være heldig, for at få mere end tre-fire timers drift ud af en Windows-maskine med i9, hvor du med MacBooken kan klare mindst det dobbelte – og under de rette omstændigheder op til det tredobbelte.
Samtidig er byggekvaliteten, den lysstærke skærm og tastaturet alle i top – og kun for alvor matchet af Dells XPS 15 eller Samsungs Ultrabooks, der begge kommer med OLED skærm. Og ringere batterilevetid…
M3-processoren har meget at leve op til
Den nyeste generation MacBooks med M3-processorerne har med andre ord rigtigt meget at leve op til.
Men det gør den til gengæld uden problemer. I hvert fald når det kommer til topmodellen med M3 Max-processoren, som vi har lånt af Apple.
På ydersiden er det ikke til at se, om du sidder med en M2- eller M3-udstyret MacBook Pro, for de er dybest set helt ens med et magsafe-strømstik, en stor touchpad, lidt USB-C stik, et slot til SD-kort, HDMI-stik og et til høretelefoner på siderne. Altså det samme som de senere års MacBook Pros. Hvilket er absolut godkendt.
Også skærmen ser ud til at være det samme.
Apple har ikke kastet sig over 4K og OLED som Dell og Samsung, men insisterer i vanlig stil på at gå sine egne veje med en lysstærk 14 tommer Liquid Retina XDR-skærm med 3.024 x 1.964 pixels.
OLED eller ikke OLED, Apple formår med sin egen teknologi at skabe meget lysstærke, skarpe skærme med rigtig god farvegengivelse.
Og det er meget sigende, at man skal helt op i eliteklassen blandt Windows-bærbare for at kunne matche det, som Apple kan tilbyde - inklusive Apples ProMotion-teknologi, som kan skrue frekvensen op til 120 Hz for den helt flydende eller rolige skærmoplevelse.
Alt er altså stort som det plejer - bortset fra den nye M3-processor, som for alvor sætter fart på vores MacBook Pro.
Umiddelbart kan den være lidt en skuffelse.
For en hurtig test i testprogrammet Cinebench R23 viser et lille hop fra M2 Max til M3 Max – fra en score på 1.692 point til 1.883 point. Eller cirka de 11-12 procents forbedringer, som de fleste processorfabrikanter kan fremvise år for år.
Det er dog ikke hele historien.
For får Cinebench R3 lov til at bruge alle kernerne, kan MacBook Pro 14 med M3 Max levere en score på hele 23.339 point. Mens den et år ældre M2 Max i en Macbook Pro 16 rammer 14.672 point.
Dermed er MacBooken tæt på denne testers desktop-processors 24.435 point.
Det er ret imponerende for en pakke, som vejer lidt over 1,6 kilo og kan køre på batteri i timevis - og hvis blæser ikke rammer de der 55-62 decibel som en Windows-gaming-max-udstyret pc har det med at gøre.
Den skjulte ingrediens i M3 Max-processoren, som leverer et så stort hop er et skifte fra 12 til 16 processor-kerner. Kombineret med at hver processor-kerne er en smule hurtigere, giver det tilsammen det store hop i ydelse.
Konkret betyder det, at vores testvideo på 4K med mange filtre, eksterne lydspor og en greenscreen kan eksporteres på blot 50 sekunder.
Den samme fil tog MacBook Pro 16 med M2 Max 59 sekunder at lave. Begge maskiner har i øvrigt 64 gigabyte hukommelse.
Det er ikke noget, som du kommer til at mærke i Word eller Outlook. Her kan du snildt nøjes med den væsentligt billige MacBook Air. Men i programmer som Adobe Premiere Pro, Photoshop, Blender og lignende kan de ekstra kerner mærkes.
Der er dog to ting at være opmærksom på.
Den ene er, at Apple med M3-processoren har gjort meget stor forskel på sine M3-processorer.
Entry-modeller er derfor udstyret med en otte kerners CPU og en 10 kerners GPU til grafik og ekstra udregninger som eksemeplvis Adobe bruger – og M3 Pro fås både med en 11/14 kernes-løsning og en 12/18 kerners-løsning.
Og så er der den bomstærke M3 Max, som vi tester her, med 16 CPU-kerner, 40 GPU-kerner, 64 gigabyte hukommelse og to terabyte ssd-lager.
Den kan alt - men koster 39.699 kroner. Av!
Det er derfor fristende at søge bedre tilbud blandt de lidt mindre veludrustede MacBook Pro-modeller, hvor priserne begynder på omkring 15.000 kroner med M3 og 8 gigabyte RAM.
Det vil dog efter vores mening være en fejl, for mens M3 Max er lynende hurtig, er der ingen garanti for, at en maskine med halvt så mange regnekerner og 1/8 af hukommelsen kan følge med i de næste par års software-udvikling.
Skal det derfor give mening at købe en MacBook Pro, bør du som minimum satse på M3 Pro-processoren (12/18 kerner) med 18 gigabyte hukommelse.
Så sniger prisen sig op på 22.599 kroner med 1 TB SSD. Eventuelle Lotto-vindere skal dog ikke tøve med at kaste sig over Max-varianten.
Med Max-udgaven får du også mulighed for at vælge den mørkere Space Black, som er reserveret til netop denne - og dermed kan du skille dig ud fra pøblen, som må nøjes med sølv-farverne.
Prisen er høj, men ikke urimelig
Men spøg til side: Prisen er ikke så urimelig, når man sammenligner med maskiner i samme klasse i Windows-universet.
Her koster en Samsung Galaxy Book3 Ultra med 16" skærm og i9 processor, tre gigabyte hukommelse ram, en terabyte SSD og Nvidia RTX 4070-grafikkort mere end 28.000 kroner.
Og prisen er ikke helt vild urimelig, så hele løsningen kommer i en solid high-end pakke med lang batterilevetid, som denne tester ikke ville tøve med at tage med sig på farten. Heller ikke selvom udgaven med den større 16 tommer skærm virker til at passe bedre til maskinens mange kræfter.
Hvis nu bare Mac-styresystemet blev bedre til at arrangere vinduer, mapper, eksterne drev og den kunne køre Diablo 4 og og og og…