Om halvanden måneds tid vil Intel afholde et skelsættende event under overskriften ’AI Everywhere’.
Det skriver hardware-mediet Toms Hardware.
Som navnet antyder, bliver kunstig intelligens sat på dagsordenen, og specifikt bliver det hvordan AI vil flettes ind i selskabets processorer, særligt dem tiltænkt bærbare, som i dag kendes under kodenavnet ’Meteor Lake’.
Eventets omfang understreges af Intel her vil bryde med 15 års Intel-historie ved helt at vrage ’Core i’ navnet, som ellers er den branding, som halvandet årti været at finde på selskabets allerbedste laptop-processorer.
14. december klokken 15 dansk tid går det løs, ved et keynote-event, hvor Intel vil fremvise sin afgørende nyhed frem til fremtidens bærbare, mens den vil ledsages af en vigtig overhaling til Intel-baserede serverrum og datacentre.
Intel ’Ultra’
Det lille ’i’ i Intels produktserier som Core i3, i5, i7 og topmodellen i9, bliver udskiftet med det mere ambitiøse ’Ultra’, som altså skal indikere at nye tider er i sigte, mens det samtidig vækker minder til Intels ’Ultrabook’ branding, som nød stor succes i starten af 10’erne.
Særlige for Ultrabooks dengang, var en integreret tilgang i bærbare, der resulterede i for tiden særligt lette og slanke enheder med lang driftstid for øje.
I de kommende Ultra-maskiner tager Intel tilgangen flere skridt videre, ved at sikre at sine kommende processorer indlejres direkte i bundbrættet sammen med alle de øvrige komponenter, der skal til at levere bedre ydelse ud fra en række brede parametre, fra lavt standby-strømforbrug til høj ydelse fra integrerede chips til AI-opgaver, dedikerede højtydende kerner og wifi 7 evner.
Integration bliver her så omfattende, at Intel vicepræsident for design og engineering Tim Wilson, kalder det overgangen ’det største arkitektoniske skifte i 40 år ’som vil ’lægge fundamentet for innovationen af pc’en’.
Integrationen bliver dog alene sigtet mod bærbare enheder i første ombæring, hvorfor den også vil blive første med Intels kommende ’Intel 4’ fremstillingsteknologi og ’Foveros 3D’ packaging, som tillader at få flere forskelligartede chipkomponenter integreret i samme chip.
I alt bliver Meteor Lake et kludetæppe af forskellige dedikerede delchips, optimeret til hver sin funktion: Compute, grafikchip, input/output samt et integreret ’System on Chip’ som blandt andet huser en neural netværksenhed (NPU).
Alt efter opgave lover Intel op til den dobbelte ydelse i forhold til forgænger, med blandt andet evnen til at spille 3D-spil som Forza ved flydende 60 fps.
Første læk
Allerede inden lanceringen er der allerede nu kommet en læk af, hvad en af de første Ultra-maskiner vil byde på.
Den bulgarske netbutik FlySystem har lækket teknikbladet af en kommende overhaling af Lenovos Yoga Pro 7 bærbar.
Denne ser tilsyneladende identisk ud med den aktuelle version, men vil altså være ekviperet med enten Intel Core Ultra 5 125H processor eller topmodellen Intel Core Ultra 7 155H. H-suffikset indikerer her, at der bliver tale om en af de mere højtydende varianter af Intel Core Ultra chippen.
Af benchmarkdatabasen Bapco, fremgår det, at flere af processorerne allerede er i færd med at blive testet.
Her fremgår også at topmodellerne Intel Core Ultra 9 185H og Ultra 7 155H begge vil diske op med seks performance-kerner, otte strømoptimerede kerner og to ’ultra low voltage’ kerner, som sammen kan adressere op til 22 regnetråde med frekvenser fra 3,8 til 5,1 GHz, skriver netmediet Wccftech.
Ultra 5 varianterne vil her byde på en 4+8+2 konfiguration, der kan arbejde med 18 regnetråde på en gang.
Kernekraft til serverrummet
Sideløbende med Meteor Lake forventes Intel at løfte sløret for næste udviklingstrin for sine Xeon server-CPU’er.
Her bliver tale om offentliggørelsen af den femte generation Xeon-kræfter, kendt under kodenavnet ’Emerald Rapids’ og bliver tiltænkt data-centre, hvor Intels nyeste serie i dag kendes som ’Sapphire Rapids’ baseret på samme generation som 12. generations Intel Core processorer.
Topmodellen ’Xeon Platinum 9580’ forventes ligesom sin forgænger at diske op med 60 regnekerner og evnen til at adressere 120 regnetråde.