Unge bør arbejde mere og bør lægge alle deres kræfter i arbejdet.
Sådan lyder den klare melding fra Nagavara Ramarao Narayana Murthy, der er medstifter af den indiske it-gigant Infosys, mangemilliardær og svigerfar til den britiske premierminister, Rishi Sunak.
Mens arbejdsmarkedet i Vesten for tiden er præget af ikke mindst en selvbevidst generation af unge, som har fokus på deres personlige forhold og fritid, plæderer N. R. Narayana Murthy for, at der brug for, at unge mennesker arbejder mindst 70 timer om ugen.
Ifølge ham har Indien brug for “stærkt målrettede, ekstremt disciplinerede og ekstremt hårdtarbejdende’ unge mennesker, hvis landet for alvor skal fremad.
Den indiske milliardær peger ifølge CNN på, at netop de 70 timers arbejde om ugen kan gøre en forskel.
“Det var præcist det, som tyskerne og japanerne gjorde efter Anden Verdenskrig,” siger N. R. Narayana Murthy.
Han var med til at etablere Infosys i 1981 og er i dag god for omkring 30 milliarder kroner.
Infosys er blandt de helt store indiske outsourcing-selskaber.
Ifølge N. R. Narayana Murthy er Indiens produktivitet imidlertid blandt de laveste i verden. Det bør der laves om på - ikke mindst med flid og lange arbejdsuger.
Den indiske superiværksætters udmelding kommer i en tid, hvor Vesten og Kina er i gang med et stort skifte på arbejdsmarkedet, som er drevet af de yngre generationer.
De insisterer i modsætning til ældre generationers arbejdskultur på at have plads til sig selv og egne behov og at bruge færre timer på arbejdspladsen - som de også forventer skal bidrage løbende til deres egne både faglige og personlige udvikling.
Denne tendens har været fundamentet under blandt andet nye begreber på arbejdsmarkedet som ‘quiet quitting’ [at insistere på kun at udføre præcist de opgaver, som man er hyret til] og ‘lying flat' [ikke at stræbe efter mere hele tiden, men fokusere på det jævne liv].
Ifølge CNN har adskillige undersøgelser gennem årene vist, at inderne føler, at de generelt arbejder for meget og tjener for lidt.