En blomstrende forretning på at bistå virksomheder med markedsføring på nettet har givet det københavnske firma Aizee Internet Marketing appetit på at sprede frø i det øvrige Skandinavien.
Selskabet arbejder i øjeblikket på at få plantet fødderne på norsk og svensk grund.
- Vi er nødt til at være repræsenteret bredere i Skandinavien, hvis vores specialistområde skal blomstre fuldt ud, siger administrerende direktør Kim Hove Sørensen fra Aizee Internet Marketing.
Nogle selskaber vil overhovedet ikke lukke Aizee ind som leverandør, hvis det ikke kan ske i flere lande i Skandinavien, oplyser direktøren.
De opfatter ofte enten Skandinavien, Norden eller Nordeuropa for at være én region.
Opkøb, fusion eller ren opstart
Aizee Internet Marketing rådgiver om og gennemfører marketingaktiviteter på nettet med paralleller til det traditionelle mediebureau, som forsøger at optimere annonceringen i blandt andet tv og aviser.
På kundelisten står blandt andre TDC, Kilroy Travels, Pfizer, Top Danmark og Danske Bank.
I øjeblikket bliver der kørt pilotprojekter over grænserne, oplyser direktøren. Og i løbet af sommeren skal beslutningerne tages.
Aizee Internet Marketing A/S | Årsregnskab | |
Millioner kroner | 2004 | 2003 |
Bruttofortjeneste | 2,2 | 0,8 |
Resultat af primær drift (EBIT) | 0,6 | 0,0 |
Resultat før skat | 0,6 | 0,0 |
Resultat | 0,4 | 0,0 |
Egenkapital | 0,2 | 0,1 |
Antal ansatte | 6 | 3 |
Aizee Internet Marketing har i 2004 næsten tredoblet selskabets omsætning til omkring fem millioner kroner, oplyser direktøren.
Overskuddet for året ender på 450.000 kroner. Direktøren forventer vækst på mellem 80 og 100 procent for 2005.
Indtjeningen bliver forholdsmæssigt lidt ringere, da væksten i omsætning blandt andet kommer fra en vækst i købte kampagner på søgemaskiner, oplyser Kim Hove Sørensen.