De fleste danskere er klar over, at Andreas Mogensen aktuelt besøger ISS for anden gang.
Men ellers har de fleste af os svært ved at nævne blot få af navnene på de mange andre astronauter, der har deltaget på en af missionerne til rumstationen.
Dog vil mange nok nikke genkendende til navnet Chris Hadfield – eller i hvert fald til hans let modificerede og vægtløse udgave af Bowies ”Space Oddity.
Med mere end 53 millioner afspilninger på YouTube fik den canadiske astronaut og pilot et regulært viralt hit i 2013, og han indspillede endda et helt album på sin sidste ISS-mission.
Siden han vendte hjem til jorden, har Hadfield også markeret sig som en forfatter af både en børnebog samt med en ganske underholdende og interessant selvbiografi, nemlig ”Astronautens guide til livet på jorden”, som er titlen på den danske udgave.
Senest har han kastet sig over spændingsgenren, hvor han kombinerer sin viden om rumfart og kampfly med en evne til at skrue et helt habilt plot sammen.
Først i ”The Apollo Murders”, der foregår under tophemmelig og allersidste Apollo-mission, hvor astronauterne skal prøve at stoppe en russisk rumstation, der spionerer på USA.
Men venner og fjender er ikke altid dem, de giver sig ud for at være, og både heltemodige flight controllers og psykotiske mordere har rigeligt at se til.
Det er en habil spændingsroman, der klarede sig så godt på de internationale bestsellerlister, at der hurtigt blev givet grønt lys for anden bog i serien, der udkom for et par uger siden.
Den bærer titlen The Defector, og her er hovedpersonen den samme, nemlig den amerikanske NASA-ansatte og tidligere testpilot Kaz Zemeckis.
Men denne gang foregår handlingen i 1973 under Yum Kippur-krigen, hvor en sovjetisk pilot beslutter at stikke af i det tophemmelige MiG-25 ”Foxbat”, som U.S. Air Force virkelig gerne vil have fingrene i.
Begge bøger er god, gammeldags koldkrigsaction i stil med salig Tom Clancys bøger om Jack Ryan – vel at mærke fra før Clancy begyndte at sjuske med handlingen i sine bøger – og for fans af genren er Chris Hadfield afgjort værd at stifte bekendtskab med.