Artikel top billede

Streaming: Mange flere fjender fra rummet på Apple TV+

Anden sæson af Invasion har mere action, flere rumskibe og lede aliens end første sæson – men holder stadig fokus på oplevelserne hos sine sympatiske hovedpersoner.

Allerførst er det på plads med en såkaldt spoilerwarning: For har du ikke set første sæson af Invasion på Apple TV+, så begynd i stedet med at læse denne artikel.. Så er du advaret.

Nogle astrofysikere mener, at intelligente rumvæsener, der besøger jorden, sandsynligvis vil være venligtsindede. Primært fordi det forekommer en smule noller at bruge energi og ressourcer på at rejse mange lysår gennem galaksen blot for at lave ballade.

Andre mener derimod, at det klogeste vi kan gøre som art, er at være så musestille som overhovedet muligt, så ingen opdager at jorden er beboet.

For når teknologisk avancerede mennesker har opdaget nye verdensdele, har de sjældent behandlet de indfødte specielt pænt.

I serien ”Invasion” på Apple TV+ tilhører de udenjordiske besøgende helt afgjort kategori nummer to.

Ganske vist lykkedes det i seriens første og rigtig udmærkede sæson menneskeheden at slå de lede aliens tilbage til start. Men nu vender de altså tilbage, og denne gang er de blevet bedre til at tage deres forholdsregler.

Hvor mange sci-fi serier fokuserer på episke rumkampe og futuristiske våben, fokuserer Invasion på at fortælle de menneskelige sider af historien.

Man følger for eksempel Mitsuki, der er teknisk kommunikationsekspert i den japanske rumfartsorganisation og samtidig kæreste med en astronaut, der måske eller måske ikke har mistet livet under angrebet på et netop opsendt fartøj.

Andre grene af historien handler om Trevante fra de amerikanske specialstyrker, der er vendt hjem efter at kæmpet mod både islamister og aliens.

Her er også et historieforløb om de to store børn Caspar og Jamila, der må kæmpe sig hjem til London fra en svært mislykket klasseudflugt.

Man følger også den amerikanske husmor og næsten-uddannede læge Aneesha, der midt under rumvæsenernes første angreb opdager, at hendes mand er en vægelsindet sjuft, der ikke kan holde lynlåsen lukket.

Alle historierne udmærker sig ved at være både spændende og rørende, og de kan sagtens bære endnu en omgang – især fordi det lader til at sæson 2 bærer præg af langt mere action end sæson 1.

Du kan se traileren til Invasion sæson 2 her.

Titel: Invasion

Både sæson 1 og 2 har 10 afsnit.