De færreste har nok været i tvivl om det, men Microsofts fremtid kommer til at handle om kunstig intelligens.
Det slår topchef Satya Nadella fast i sit årlige brev til aktionærerne, som han netop har offentliggjort, hvor han især lægger vægt på de fremskridt, der er blevet gjort inden for generativ kunstig intelligens med løsninger som ChatGPT.
"Computerens historiebue er på mange måder blevet formet af jagten på stadig mere intuitive brugergrænseflader - tastaturer, mus og berøringsskærme. Nu er vi overbeviste om, at vi er nået til det næste store skridt fremad - det naturlige sprog - som vil hjælpe os med at gå endnu videre, når det handler om at se, høre, fortolke og give mening til vores intentioner og verden omkring os," siger han.
Copilot skal ind i alt
I brevet henviser Nadella blandt andet til de satsninger, som Microsoft har foretaget på de nye såkaldte Copilot-værktøjer, der i øjeblikket implementeres i en række af Microsofts vigtigste produkter, herunder Windows, GitHub, Microsoft 365 og selskabets sikkerhedsløsninger.
Sidstnævnte er ifølge Satya Nadella ved at udvikle sig til det, som han beskriver som en "AI-first platform."
"Vi integrerer Copilot i alle vores mest anvendte produkter og giver folk mulighed for også at bruge det som en selvstændig app. På samme måde som du i dag starter et operativsystem for at få adgang til applikationer eller bruger en browser til at besøge hjemmesider, tror vi, at du i fremtiden vil bruge Copilot til at udføre denne type opgaver og mange andre," skriver Satya Nadella. Han nævner desuden, at Copilot-værktøjer også kan assistere i forbindelse med eksempelvis shopping, programmering og analyseopgaver.
Står og falder med tilliden.
Satya Nadella understreger ligeledes, at succesen for nye teknologier som kunstig intelligens står og falder med brugernes tillid.
Herunder at kunstig intelligens både respekterer brugernes privatliv og bliver brugt til at styrke brugernes digitale sikkerhed.
Nadella nævner i den forbindelse Microsofts arbejde mod at leve op til dataoverførselsaftalen mellem EU og USA
"Det er vigtigere end nogensinde før at beskytte kundernes privatliv og give dem kontrol over deres data. Vi er nu begyndt vores gradvise udrulning af vores EU Data Boundary-program, som undestøtter vores private og offentlige kunders behov for data-suverænitet. Hver måned benytter mere end tre millioner mennesker vores privatlivsdashboard, hvor de kan foretage et aktivt valg om, hvordan deres data bruges," skriver Satya Nadella.
Hele Satya Nadellas brev til aktionærerne kan læses her.