Velkommen til morgen-briefingen fra Computerworld på denne tirsdag morgen, hvor efteråret står for døren.
Tirsdagens morgen-briefing er sammensat af Dan Jensen.
Lars Bønløkke Lê indtræder i Digitaliseringsstyrelsens ledelse
Digitaliseringsstyrelsen har fastansat Lars Bønløkke Lê som vicedirektør efter, at han siden maj har været konstitueret i rollen.
Med fastansættelsen indtræder han også i Digitaliseringsstyrelsens direktion, der nu kommer til at bestå af direktør Tanja Franck samt vicedirektørerne Adam Lebech, Mette Lindstrøm og Lars Bønløkke Lé.
Han får desuden nu ansvaret for også styrelsens kontor for cyber- og informationssikkerhed kontor for digital regulering og tilsyn samt kontoret for teknologi og data.
1. oktober tiltræder Morten Rosted Vang som kontorchef for kontoret for cyber- og informationssikkerhed.
Ny direktør i it-konsulenthuset PicoPublish
41-årige Sara Green bliver nye administrerende direktør for det i Silkeborg hjemhørende it-konsulenthus PicoPublish, der har omkring 50 medarbejdere.
Her afløser hun Per Groth, som stiftede selskabet for 14 år siden. Sara Green kender selskabet indefra, i det hun i de seneste par år har været CXO i selskabet.
“Sara Greens udnævnelse afspejler PicoPublish's omfattende udviklingsindsats, som hun har været en central del af siden sin tiltrædelse, og som har været afgørende for virksomhedens imponerende vækst fra 16 til mere end 50 medarbejdere,” lyder det fra selskabet.
Sara Green tiltræder formelt 1. november. Per Groth er fortsat hovedejer af selskabet via sit holdingselskab PGroth Holding, mens Sara Green via holdingsselskabet GreenHavtorn ejer en mindre andel.
PicoPublish landede i seneste regnskabsår et overskud på knap 6,1 millioner kroner.
Dansk generalsekretær underskriver erklæring i Ukraine
Danske Cecilia Bonefeld-Dahl har i sin egenskab af generalsekretrær for brancheorganisationen Digital Europe været i Ukraine.
Her har hun efter rundtur og blandt andet besøg ved slagmarken og den ukrainske regering underskrevet en hensigts-erklæring, hvor den europæiske it-branche lover sin fortsat støtte og hjælp i Ukraines kamp mod Rusland.
Digital Europe står blandt andet bag projektet ‘Laptops for Ukraine,’ der sigter efter at indsamle 50.000 computere og telefoner til ukrainske skoler, sygehuse og den offentlige administration, ligesom organisationen i EU presser på for at få EU til at støtte vital it-infrastruktur.
Du kan læse mere om besøget og Digital Europe her.
Cybersikkerhedsmåned står på trapperne
På søndag begynder den såkaldte cybersikkerhedsmåned.
Det indebærer ifølge DK-Cert, at “alle sejl bliver sat for at sætte cybersikkerhed på dagsordenen blandt borgere, myndigheder og virksomheder.”
Herhjemme koordinerer Digitaliseringsstyrelsen den danske indsats. Der bliver blandt iværksat en oplysningskampagne for det, som DK-Cert kalder for det “internationale forsknings- og uddannelsessamfund,’ som ‘har til formål at øge viden og oplysning om cybersikkerhed i det europæiske forsknings- og uddannelsesmiljø,” som det hedder.
Fokus bliver online privatlivsbeskyttelse, phishing, social engineering og ransomware.
Wingmen Solutions overtager aktiviteter fra NetCloud
Danske Wingmen Solutions overtager ‘Network-as-a-Service’-delen af NetCloud, og det er noget, der er glæder Wingmen Solutions, der er specialiseret i Cisco-løsninger.
Med overagelsen ‘udbygges positionen inden for managed services’ og Wingmen Solutions ‘markerer sin ambition om at tilbyde sine kunder fuld drift og service af deres infrastruktur,” lyder det fra selskabet.
NetCloud sælger NaaS-forretningen, da selskabet ønsker at fokusere på at udvikle sin Echo-platformen, hvor selskabet oplever stor vækst.
Sikkerhedshændelser fra luftfarten skal nu indberettes digitalt
Fra 1. januar er det slut med at indberette sikkerheds-hændelser fra den danske lufttrafik ved at enten at fremsende filer med udfyldte formularer eller via Trafiksstyrelsens hjemmeside.
Fra 1. januar fjernes den ene mulighed. Fra denne dato skal alle luftfarts-organisationer - altså luftfartsselskaber, flyvepladser, lufttrafiktjenester og lignende - nemlig indberette alle sikkerheds-incidents via den digitale løsning på styrelsens website.
Incidents kan eksempelvis sammenstød med fugle, sten på landingsbaner og meget andet.
Kapitaltilskud til selskab med dansk fokus
Det svenske it-selskab Treyd har landet en kapitaludvidelse på 83 millioner kroner og vil ikke mindst investere pengene i at komme ind på det danske marked.
“Midlerne skal bruges til at udfordre normen for finansiering af varekøb i det danske SMV-segment,” lyder det fra det svenske selskab.
Selskabet tilbyder blandt andet danske detail-butikker med special i blandt andet salg af elektronik at betale deres leverandører straks, og i det ligger der en stor mulighed, mener svenskerne.
“Den store kapitaltilførsel giver os en unik mulighed for at udfordre og redefinere normen for detailhandlens finansiering af varekøb. Især mange virksomheder i SMV-segmentet er voldsomt presset på egenkapitalen, og det kan eksempelvis være svært for en modeshop at rejse penge til vareindkøb, hvis man ønsker at udvide sortimentet og dermed vækste forretningen med nye produkttyper. Den stopklods vil vi rydde af vejen for detail-Danmark,” lyder det fra selskabet.