Artikel top billede

(Foto: Dan Jensen)

Nørgaard: Lovliggørelsen af den offentlige sektor, en bog om dovenskab og 3,1415926

Klumme: Kære læser. Tiden er inde til en optur eller to. Og vi skal en tur forbie n rødvinsaften for mange år siden, hvor jeg sad og snakkede med to unge, kvikke mænd, der ville være henholdsvis kalif og vice-kalif i stedet for kaliffen og vice-kaliffen i en organisation.

Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.

Weekenden står for døren og alkoholindtaget skal planlægges.

Jeg ved, hvad jeg skal have: En Bloody Mary. Det er en drink, jeg som regel kan have for mig selv.

Kun folk, der flyver, og som på grund af højde, tørhed og larm deroppe over clouden får fjernet evnen til at smage søde og salte ting (sur, bitter og umami påvirkes ikke), plejer at kunne lide den, og den fremhæves endda i denne artikel:

Why does food taste different on planes? - BBC Future

Pro-tip: For en del år siden faldt jeg over https://topsecretrecipes.com, som blandt andet har opskriften på Popeye's Spicy Mayonnaise, en masse McDonald's-ting OG, ikke mindst, Mr & Mrs T Bloody Mary Mix.

Jeg var måske ikke superdupergod til kulinariske udtryk på engelsk, så da jeg stod i det hedengangne Metro og bad om "horseradish" - og grøntsagsmanden måske var på samme engelsk-niveau - endte jeg med en meget stor Kina-radise, fordi, well, ordet "horse"...

Min ven Peter kom tilfældig- og heldigvis forbi mit køkken nogle få sekunder før jeg skulle til at rive gigant-Kina-radisen ned i skålen, som man siger, og fik stoppet mig, så jeg i stedet kunne putte peberrod i.

Opskriften var i øvrigt god, og den er der stadig:

Mr and Mrs T Rich and Spicy Bloody Mary Mix Recipe (topsecretrecipes.com)

Således forfriskede kan vi vende ilbage til virkeligheden:

Vi skal igennem nogle emner, der vil gøre den kommende uge SÅ meget bedre for alle IT-folk og normale mennesker:

- Min første pc.

- Mælk.

- Verdens bedste motto.

- En helt ny type bar.

- En mulig lovliggørelse af det offentlige.

- En bog om dovenskab.

- 3,1415926

og

- Nogle tanker om vandkøling, AI og det gode skib MS Oracle.

Vi må hellere komme i gang.

Den brølede jo afsted

Jeg købte min Olivetti M24SP (Special Performance), fordi den brølede afsted med hele 10 MHz i stedet for de sædvanlige, sølle 8.

Det var i 1986, og jeg gav den gas med 640 KB RAM og 20 MB disk, så jeg aldrig ville løbe tør.

Olivetti-sælgeren, der som alle andre Olivetti-sælgere dengang stolt gik i hvide tennissokker, gav mig studenterrabat, så med monokrom skærm (amber) blev det kun i alt 42K (selvfølgelig).

Jeg plejer at joke med, at jeg formentlig er blevet færdig med at betale af på den nu.

Samtidig modtog jeg med mellemrum 50 kroner sort fra en cigarkasse på Farmakologisk Institut for at give blod, så de kunne lave nogle forsøg med folk som mig, der havde astmaeksem.

De fik pludselig alle sammen en Olivetti M24-PC'er på deres skriveborde på instituttet, og da jeg fortalte om alt det herlige, som jeg lavede med min, var jeg pludselig hyret ind til at undervise dem alle sammen.

Nå, med den ordre i lommen begav jeg mig hastigt hjem til mit Køkken (2A - kollegiets førende køkken) på Rigshospitalets Kollegium og allierede mig med et par kloge folk, hvorefter jeg gik ned på posthuset og stiftede firmaet JOM Consult (Jacob, Ole, Mogens), og så var vi i gang.

Dengang var jeg hurtigere end Lucky Luke's skygge og spurgte, om de ikke kunne betale med disketter, for dem kunne de købe meget billigere på statsaftalen?

Og sådan blev det. Jeg kom aldrig til at mangle 5,25 tommer floppy-disketter. Jeg tror jeg har smidt de sidste ud nu.

Afskaf da de malkekøer

En dag på Farmakologisk Institut, da der var pause i undervisningen, faldt jeg i snak med institutlederen, og talen faldt på mælk. Jeg indrømmede, at jeg aldrig havde drukket andet end tvangsmælken på cornflakes, da jeg var lille.

Institutbestyreren svarede "mennesker skal jo heller ikke drikke komælk. Vi har ikke brug for det."

Det var noget af en chok-melding for en dansker, der var vokset op med den massive, konstante kampagne fra landbruget om, at man ville dø og få gule tænder (i modsat rækkefølge), hvis man ikke drak mindst en halv liter mælk om dagen.

Men reelt indeholder mælk intet, som vi ikke får i rigelige mængder andre steder fra. Vi kunne sagtens spare klimaet for en masse CO2 ved at afskaffe alle de malkekøer. Så ville der også være mere plads til bøf-køer.

Dog har landbrugslobbyen, udover døde vandløb og farvande, givet os Karoline-kogebøgerne, så pyt.

De blev husstandsomdelt i 80/90'erne og fås nu som en app ("Karolines Køkken Opskrifter") med cirka 4.000 opskrifter.

Jeg skal sent glemme en eftermiddag i Oles lejlighed i Titangade, hvor Karoline-kogebog nummer 4 dumpede ind gennem brevsprækken.

Den hed "Tradition og Fornyelse," og jeg tænkte, at så havde de da ligesom tænkt på det meste, tøhø.

Jeg har brugt det som slogan nogle gange. Blandt andet til at søge et usædvanligt job på vegne af en ond mand, og det virkede - de ville meget gerne ansætte ham.

Og: En rødvinsaften for mange år siden i mit hus i 2760 Målløs sad jeg og snakkede med to unge, kvikke mænd, der ville være henholdsvis kalif og vice-kalif i stedet for kaliffen og vice-kaliffen i en organisation. De ville lave en kampagne-video, og jeg foreslog, at de brugte temaet "Tradition og Fornyelse".

Alle omkring rødvinen syntes det var en god idé.

Lige indtil jeg kom til, måske fordi jeg var halv-snaldret, at røbe, at udtrykket stammede fra en Karoline-kogebog.

Så blev de succesfulde

Det ville den kommende kalif ikke være med til at kopiere ("vi kan sgu da ikke bruge et motto fra en kogebog!"), så de lavede en video med sloganet "Erfaring og Fornyelse" og blev valgt og blev succesfulde.

I finder Karoline Kogebog nr. 4 her:

Karolines Køkken 4 (ipapercms.dk)

Jeg er sikker på, at I kan bruge Tradition & Fornyelse-princippet til både at lave succesfulde kampagner og ændringer ("change") i jeres bikse, og til mentalt at rubricere rigtigt meget, der siges og skrives.

En streg i sandet

Det går for eksempel aldrig galt, hvis man indleder en tale efter devisen "nu må vi lade fortiden være fortid, slå en streg i vandet/sandet - og se fremad".

Apropos at slå en streg: Jeg har i den forløbne uge været i USA (South Carolina) for at gense nogle gode venner.

Som altid har det været herligt at se de gamle gutter og høre sidste nyt fra databasefronten (Spanner fra Google er the shit), men der har også været et par behagelige overraskelser, der ikke handlede om it.

Den bedste var, da mit værtspar tog mig med i det lokale supermarked i Bluffton (!) og viste mig baren.

Ja, baren!

En masse supermarkeder herovre har nu en bar midt i butikken, i dette tilfælde omgivet af vinhylder og øl-køleskabe.

Her kan man købe gode fadøl og vin i glas for fire-fem dollars, og man er også velkommen til at hente en bestemt øl i køleskabene, eller nogle snacks man har lyst til, og så betale listeprisen i baren, der som altid i USA er bemandet med en høflig og opmærksom bartender.

Der er også TV, så man kan se sport. Mine venner fortalte, at det er en kæmpe succes.

Jeg har talt med tre kvinder om det, og de samstemmer, at det ikke længere er noget problem at få mændene til at købe ind. Dog varer indkøbene noget længere. Så ikke alene handler manden ind - han lader også konen være i fred i længere tid i huset. Win-win.

Kære Coop: Hvis I kan implementere dette koncept - måske endda med en lille forbedring, som jeg kommer til - i jeres store supermarkeder, så tror jeg I både overlever og smider Dansk Supermarked/Salling Group i graven på rekordtid.

Hvem ville ikke vælge at handle i Meny, hvis man kunne sidde i ro og mag i en hyggelig bar med en god øl og kigge skiftevis på indkøbssedlen og en fodboldkamp?

Ja, jeg ved godt, at Irma-butikkerne havde været aldeles perfekte til formålet, men nu må vi lade fortid være fortid, slå en streg med jævne mellemrum, og se fremad:

Jeg foreslår, at I supplerer CooBar (det navn får I gratis) med en mulighed for at bestille varen fra baren (gratis slogan - værsågod) og få dem bragt enten ud til bilen eller hen til baren.

Hvis der tilmed var en tilkaldeordning, så man kunne blive kørt hjem i sin bil af en chauffør, tror jeg, at vi er ved at ramme et sweetspot.

Nu skal vi have en optur

Men nu er det tid til en optur eller to, som man siger:

Første optur: Det kan snart blive lovligt for alle at bruge Azure og andre amerikanske clouds.

Den store forhindring for at kunne bruge clouds fra blandt AMAMA-biksene (Alphabet, Meta, Amazon, Microsoft, Apple) lovligt i EU, nemlig USA's FISAf-702-lov, kan være på vej i graven, fordi den er blevet brugt mod nogle amerikanske politikere:

https://radar.dk/holdning/snart-er-usas-vigtigste-spionlov-maaske-doed-og-europa-kan-faa-mere-privatliv-end-vi-har

Det er jo rigtigt sjovt
Det er rigtigt sjovt, fordi der er nogen, som ikke griner, som min ven supersergent Smith altid siger.

Det bør minde os om, at love, der laves i bedste hensigt, for eksempel RICO, der banede vejen for at lukke de store mafia-familier ned i USA, før eller siden vil blive brugt til noget, der overrasker dem, der vedtog det.

RICO anvendes for eksempel nu også mod store finanshuse og Trump og hans håndlangere.

Lad os se, hvad bandepakke 42 og Koran-loven kan bruges til på sigt af kreative folk fra Justitsministeriet.

Udløbs-datoer (sunset-clauses) på den slags love hvert andet år ligner en god idé, og en sådan har FISA-702 heldigvis haft fra fødslen.

Det bliver da en fest, hvis Skat og alle andre offentlige bikse dermed pludselig bliver lovlige.

De stakkels DJØF'ere i det offentlige har jo kun lært at bruge Excel, Word, Outlook, Powerpoint og Teams på deres studier og jobs, så de har naturligvis ikke overholdt loven et eneste sted, men har løjet om det i flere år, mens de fortsatte med at anvende Office365 i skyen, ServiceNow, og hvad ved jeg. Og skrevet vejledninger i, at man ikke må bruge det.

Ret skal være ret: Hvis en myndighed, der burde kontrollere, om andre myndigheder overholder loven, selv bryder den, så bliver det ofte svært at håndhæve den.

Hvis anklageskriftet mod Skats anvendelse af Azure og AWS er skrevet i Word ... Ja, så bliver det jo hurtigt noget rod i retten, hvor man jo OGSÅ anvender..., well, I forstår.

Det kan blive en stor dag

Det kan blive en stor dag, hvis det offentlige bliver lovliggjort.

Det offentlige har jo med stor succes behændigt undgået at få bøder for sine mange overtrædelser af loven, så mon ikke man vil sige, at nu må vi lade fortiden være fortid, slå en streg eller to på kryds, og se fremad?

Selv Ejendomsvurderingssystemet kunne blive lovligt, hvis AWS bliver det, og så er der ingen tvivl om, at de hurtigt får rettet de sidste småfejl i systemet - clouden løser jo som bekendt alle problemer, fordi man får uendelig skalering, sub-zero svartider og plads til flade filer på størrelse med Holland.

Der kommer mere om cloudens forunderlige velsignelser senere...og glem ikke at høre David Heinemeyers seneste blog-episode om, hvor ufatteligt meget de har sparet ved at hive jernet ned fra skyen og ind i kælderen.

Anden optur: Der er skrevet en bog om den moderne arbejdsplads med to skærme.

Tusind tak til Jørn Heilberg, der på X-Twitter henledte min opmærksomhed på bogen Goddag Til Dovenskaben ("Kunsten og nødvendigheden af at lave mindst muligt på jobbet") af den franske heltinde Corinne Maier, som med nød og næppe undgik at blive fyret, fordi hun havde skrevet bogen (formentlig i arbejdstiden).

Hvis I følger nedenstående link finder I tre billeder af sider fra bogen, som Jørn har postet med henholdsvis 10 bud og 10 modbud på, hvordan man skal tænke og agere i storrummene:

https://t.co/7xAtic1TEV

Højst overraskende anmeldte Berlingske den med overskriften "Ode til dovenskaben", og deres anmeldelse er ganske god:

Ode til dovenskaben (berlingske.dk)

Jeg skal have læst den bog. Der er to foran mig i køen på det elektriske bibliotek og Saxo har den ikke på lager. Hvis nogen af læserne vil sælge den, så skriv gerne til mogensxy@gmail.com!

Lov at føre timeregnskab

I øvrigt bliver det nu lov for alle at føre timeregnskab for alle medarbejdere - det skyldes en forbandet, spansk fagforening, der lagde sag an i 2016 mod en tysk storbank og vandt sagen i 2017, hvilket nu medfører en decideret ordre fra EU til alle.

Tusind tak, spanske fagforening. I har virkelig gjort en god gerning for arbejdere alle vegne... not.

Tredje optur: AI er åbenbart kommet for at blive.

Min GAI'dar fangede et interview med manden bag Deepmind, der nu er i gang med at lave Personal Intelligence (PI), så vi alle får en AI-ven ved vores side ud over mobilen (https://pi.ai).

Mustafa fortæller, at de næste fem år vil se en 1.000-dobling af den kraft og de ressourcer, der blev lagt i GPT4, til at lave nye LLM'er.

Det burde medføre, at en SixSigma-andel (99.9999%) af to-skærms-jobs kan erstattes. Specielt jurister burde helt kunne undværes nu (drøm selv videre...). Hør fremtiden her:

Babbage from The Economist: Babbage: Mustafa Suleyman on how to prepare for the age of AI on Apple Podcasts

Og til sidst kan vi kombinere cloud og AI: Larry flytter Oracle's Exadata-jern ind i Microsoft-datacentre.

Han har endda siddet og talt med investorer og andre oppe fra Microsofts hjemstavn Seattle og besøgt Microsoft for første gang:

Oracle founder Larry Ellison makes first trip to Microsoft campus (cnbc.com)

Da jeg var udstationeret for Oracle Danmarks Support i Oracle's hovedkvarter i Californien i midt-90'erne skulle jeg på et tidspunkt besøge nogle venner i Austin, Texas.

En storslået ide

I flyet kom jeg til at sidde ved siden af et ægtepar, som bemærkede min Oracle-taske, og så fortalte de mig, at han (Carl) var headhunter for både Ellison og Bill Gates.

Hun supplerede med, at hun havde sagt til Larry, at nu måtte han altså snart holde op med at fjolle rundt med alle de dér purunge modeller .

Og så fortalte Carl mig, at da Oracle var på sit laveste et par år tidligere, havde han fået en storslået idé.

I kan måske huske engang i 1991 eller så, hvor Oracle-aktien stod i 4.71, myndighederne var sure, fordi Oracle havde svindlet med deres omsætningstal, og Larry måtte i desperation lave en aftale med nogle japanere om, at de ville redde ham ("agere white knight"), hvis der kom et fjendtligt bud på overtagelse?

Til gengæld forlangte japanerne, at Oracle Japan altid skulle være en region for sig, der ikke hørte under APAC (Asia-Pacific), og det er forklaringen på, at alle mulige Oracle-folk er chef for ét eller andet for "Oracle Asia-Pacific and Japan".

Nå, men midt i den krise havde han (Carl) foreslået, at Microsoft og Oracle blev slået sammen. Det ville give fin mening, syntes han.

Så der havde været tre møder mellem de to, vistnok alle tre i Larry's japansk-inspirerede hus og have, og det var endt med, at de ikke kunne blive enige om, hvem af dem, der skulle være topchef (det kan man egentlig godt forestille sig), og så blev det ikke til noget.

Den eneste antydning af, at historien er rigtig, som jeg har kunnet finde, var en bemærkning fra Larry i en bog om ham ("The difference between God and Larry Ellison is that God doesn't think he's Larry Ellison"), hvor Larry fortæller om et møde med Bill Gates, og at det havde været skræmmende, fordi han (Larry) havde plapret løs, mens Gates bare sad og lyttede og sugede det hele til sig.

Også dét kan man egentlig godt forestille sig.

På besøg hos Microsoft igen

Nå, men nu har Larry altså været på besøg hos Microsoft, og alt er fantastisk.

Folk med rimelige lederroller internt i Oracle anede i øvrigt intet og blev informeret ligesom mig og dig via pressen i den forløbne uge (anledningen var Oracle Cloud World i Las Vegas).

Bemærk, at der liiiige nævnes AI i de officielle meddelelser.

Jeg tror ikke, at Oracle har kræfterne og den nødvendige viden til at kunne bygge de nye, vandkølede datacentre, der er nødvendige for at kunne drive GPU'erne, der er forudsætningen for at kunne bygge AI-modeller.

Men det har Microsoft, og Exadata-kunderne vil selvfølgelig også have adgang til AI, og mon ikke Larry vil have sin egen LLM en dag?

Jeg tænker på dengang, da Bill Gates og Microsoft tog røven eftertrykkeligt på IBM ved at lokke dem ind i en OS/2-blindgyde og så cutte forbindelsen, så IBM forsvandt fra markedet og var tvunget til at yde livsvarig support på den stendøde OS/2-ting.

Mon det her kan ende på samme vis? Godt nok ser MS-bossen flink ud, men det gjorde Bill Gates jo også.

HVIS de slår sig sammen, og HVIS de kalder sig MS Oracle, SÅ vil jeg have royalties. Jeg kan se, at https://msoracle.com ikke er taget endnu.

Nuvel. Enden er nær. Weekenden ligger for jeres fødder, der trækkes stadig cirka 135.000 mennesker ud af fattigdom i døgnet (og det er sket hver dag siden 1990), I har nu opskriften på en god Bloody Mary Mix - og derfor har det dårlige vejr intet på jer. Skulle I have nogle meninger om noget som helst efter de første par drinks, så skriv af karsken bælg til mig på mogensxy@gmail.com. Jeg kan tage det. God weekend!

PS: I skal lige have en griner til sidst: Et af de bedre (og tilmed gratis) nyhedsbreve er "Benedict's Newsletter", der skrives af Benedict Evans. I den seneste udgave (No. 507) havde han denne perle om de store AI-spillere:

"The CEO's of a bunch of big companies went to Washington to talk about the regulation of AI (whatever that means) and agree that the government needs to do things that just happen to make life harder for new entrants and startups. No startups were present at this agreement."

Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.

Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?

Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.